Jørgen Lund modtog handicapprisen 2015

Jørgen Lund modtager handicappris 2015

Omkring 40 mennesker var mødt op for at overvære Jørgen Lund modtage handicapprisen, der blev uddelt for sjette gang.

Jørgen Lund modtog prisen for sit mangeårige formandskab for Danske Handicapforeningers afdeling i Norddjurs, bedre kendt som DH Norddjurs, og sit store engagement og arbejde for at få gjort opmærksom på nogle af de udfordringer, handicappede møder i deres hverdag.

I sit virke som formand for DH Norddjurs har Jørgen Lund været primus motor for en lang række projekter til forbedring af handicappedes hverdag, blandt andet ”Ring og bestil handicapkørsel hos DSB” og ”Tilgængelighed i Grenaa Centrum”.

”Jørgen Lund har lagt et enormt arbejde for de handicappede i Norddjurs Kommune. Han har haft positive og udbytterige sammenspil og dialoger med sine samarbejdspartnere, og hans indsats fortjener stor ros og tak”, udtaler formand for voksen- og plejeudvalget, Lars møller, der overrakte handicapprisen 2015 til Jørgen Lund.

Efter overrækkelsen takkede Jørgen Lund for prisen, og herefter var der tid til, at de fremmødte kunne ønske Jørgen Lund tillykke, imens de nød et stykke kransekage og lidt at drikke.

Jørgen Lund var indstillet til prisen af Torben Nimb Isling og Peter Hjulmand Nielsen, der begge kender Jørgen Lund fra hans tid i DH Norddjurs.

Nyhedsdato: 26.11.2015

Kontakt

Norddjurs Kommune