Handicappris gik til Østdjurs 91

Østdjurs 91 modtager handicappris 2013

Foreningen står bag et fodboldhold for udviklingshæmmede børn og unge fra hele kommunen.

Tirsdag d. 1. april blev Norddjurs Kommunes handicappris uddelt til Østdjurs 91 - en lokal fodboldklub, som har startet et hold for udviklingshæmmede børn og unge fra hele kommunen op. Holdet træner hver mandag eftermiddag på stadion i Trustrup.

Der var fuldt hus i rådssalen og stor glæde blandt trænere, spillere og forældre fra Østdjurs 91. Træner Pia Johnsen modtog pris, blomster og rosende ord fra formanden for voksen-og plejeudvalget Lars Møller og Jens Holst, formanden for handicaprådet. Hendes træner-kollega og med-vinder af handicapprisen, Laila Bounaventsen, var desværre forhindret i at deltage pga. sygdom.

Østdjurs 91 modtager handicappris - forsamling 2013
Lars Møller udtalte blandt andet til vinderne:

"Med handicapprisen får Norddjurs Kommune mulighed for både at takke vinderen og samtidig skabe opmærksomhed om det store arbejde, der gøres i Norddjurs for at inkludere og skabe gode forhold for handicappede - både i organiseret foreningsregi, men også på en lang række andre fronter".

Han fremhævede også det store sociale arbejde, som foreningen gør.

"Med fodbold for udviklingshæmmede har Østdjurs 91 skabt et fællesskab, hvor disse børn og unge kan udfolde sig både individuelt og i samspil med hinanden. Igennem idræt - og det at være en del af et hold - lærer man både meget om sig selv, sine egne grænser og sine evner".

"Samtidig indgår man i en social sammenhæng, hvor man skal tage hensyn til hinanden og samarbejde - både på og udenfor banen. Det er meget værdifuldt for alle børn og unge - og for udviklingshæmmede børn og unge i særdeleshed", tilføjede Lars Møller.

Nyhedsdato: 02.04.2014

Kontakt

Norddjurs Kommune