Hverdagen på AC Auning

På AC Auning har vi to primære beskæftigelsesgrupper. Vi har et Udehold og et Caféhold. Derudover har vi lavet små grupper, ex. det lille Lugehold, et skraldehold, der samler skrald i byen, mulighed for krea og håndværk, gåture, motion, idræt og fælles lege. Mulighederne er mange på AC Auning.

Lidt om os

AC Auning er et dagtilbud med hovedsagelig beskyttet beskæftigelse. Vi følger og forandrer os sammen med stedets brugere og personale. Vi er et tilbud, der vægter brugerindflydelse højt, hvor den enkeltes ønsker og drømme for beskæftigelse er det bærende. Vi hjælper dig med at finde frem til det, du ønsker at bidrage med i arbejdsfællesskabet, på baggrund af hvad du kan lide at lave, dine ressourcer, og hvor du gerne vil udvikle nye, øve eller vedligeholde kompetencer. 

Vi er et lille sted og kan godt lide at arbejde sammen i mindre grupper. Det giver plads til dig, der også har brug for tætte relationer. 

Vi har mange opgaver på vores egen grund og derudover ved de omkringliggende bofællesskaber og botilbud. Vi arbejder tæt sammen med de andre dagtilbud i organisationen, hvilket giver mulighed for interne praktikker og muligheden for at afprøve nye arbejdsopgaver og aktiviteter. Vi hjælper også dig, der ønsker at komme i KLAP-job. Du får støtte og kendskab til, hvad det er, samt hvad der forventes af dig, og hvordan du bliver klar til at komme i praktik/KLAP-job.

Grupper og aktiviteter

Udeholdet beskæftiger en gruppe borgere, der kan lide praktisk havearbejde, herunder at klippe græs på havetraktor og med håndskubber.

Udeholdet klipper hæk, buskrydder og holder orden på egne områder på Banesvinget samt i Ørsted og i Allingåbro i organisationens tilbud. De samarbejder med Haveholdet på Gl. Estrup om visse opgaver.

Opgaverne på udeholdet er sæsonbestemt. I vækstsæsonen går det meste af tiden med ovenstående, og når det hele bliver brunt og gult beskæftiger udeholdet sig med brændeproduktion.

Der er et træflækker hold, der holder til i vores lille skov. Ligeledes tager udeholdet på opgaver, hvor de fælder træer med motorsav. Derefter flækkes det til brænde, der sidenhen sælges, leveres og stables hos kunder. 

Hvis vejret ikke tillader havearbejde, er vi hurtige til at finde på opgaver i værkstedet eller kører ud og ordner praktiske gøremål, herunder indkøbsture. AC Auning har en ladbil og de nødvendige redskaber til at udføre store og små opgaver. 

Avisartikel

Læs her om en spændende opgave Udeholdet har været på henover foråret og start sommeren. På AC Auning har der igennem mange år været tradition for at udføre opgaver hos private og tage projekter ind fra virksomheder. Dette var et af de større og spændende projekter: 

Discgolf bane i Auning bypark

AC Auning fokuserer på opgaver i egen organisation samt brændeproduktion og har fravalgt de private opgaver i haver mm. pga. den brugersammensætning vi har i gruppen lige nu samt værdier i vores faglige fundament.

Der kan stadig købes træ hos os. Vores lager er desværre ikke så stort, da der i vinters var stor efterspørgsel på brænde pga. energikrisen.

Vi er ved at genetablere vores lager. Ved interesse i køb af brænde kan Udeholdet kontaktes, men det vil først være muligt slut på året. Se kontaktboks nederst.

Cafeen er en gruppe borgere der deltager i madlavning af diverse frokostretter. De planlægger dagens opgaver ved et morgenmøde kl. 9, herefter går dagens gøremål i gang. Det er eksempelvis indkøb i Super Brugsen eller Netto, oprydning, opvask, snitte grøntsager, stege, bage og meget meget mere. 

Der er brugerindflydelse på madplanen, som laves i fællesskab i Cafeen. 

Vi laver sunde frokostretter herunder bl.a. vegetariske retter, smørrebrød, fisk, kød, fiberrigt mv. Der er ansat en medarbejder med uddannelse indenfor kost og ernæring. 

Du kan lære nye ting omkring madlavning, hygiejne, rengøring mm. Så hvis du er nysgerrig på køkkenhold og madlavning, passer du helt sikkert ind på Caféholdet. 

Der er udsprunget et mindre hold af nogle haveglade brugere. På det lille Lugehold luges der til den store guldmedalje. 

Her kan du være med på opgaver på vores egen grund, og når vi tager ud på tur til vores andre botilbud mm. og ordner haverne. Der plantes i krukker og beskæres planter. Det lille Lugehold arbejder i deres eget tempo. Her er der ro og plads til alle.

Der er opstået en interesse i at samle skrald på de mange gåture i lokalområdet. Skraldeholdet er udstyret med gule veste og affaldsopsamlere. Her går de byen rundt og tager glædeligt en tjans med skraldeopsamling, når vi er på ture ved stranden og andre steder. 

Hver fredag nedlægger vi det vanlige arbejde og erstatter det med forskellige aktiviteter. 

Der vælges et par aktiviteter ud, som man kan vælge imellem. Det kan eksempelvis være:

  • Kreativ og håndarbejde; herunder perler, sy, male mm.
  • Havespil; herunder kongespil, kroket mm. 
  • Idræt; herunder hockey, boccia mm. 
  • Udflugter til ex. stranden, besøge en anden by, indkøbsture mm. 
  • Håndværk; herunder bygge fuglehuse, arbejde med træ, kendskab til værktøj
  • Danse og synge (efter bedste evne)
  • Listen udvides i takt med vores interesser og kompetencer

Hver torsdag går et hold til ridefysioterapi i Hornslet. Tilbuddet er godkendt af regionen og kræver en lægehenvisning. Her er undervisningen planlagt nøje og med alsidighed, hvilket betyder at der både er traveture, men også opgaver i ridehallen, hvor man ex. skal prøve at ramme en ring med en pind. Det er en gruppe glade brugere, der vender hjem hver gang. 

Hvis du tænker at det kunne være noget for dig, er det oplagt at tage med ud at kigge. Der er allerede en række borgere der tager med og kigger på, samt går en tur i den omkringliggende natur.

Vi holder åbent alle ugens hverdage fra kl. 8 - 14:30 og fredag til kl. 14. 

Vi holder lukket alle helligdage. Desuden holder vi lang påskeferie og to ugers sommerferie i uge 29 og 30 og lukket mellem jul og nytår.

De fleste kommer på arbejde på cykel, mens nogle andre bliver hentet i bus.

Man kan tilmelde sig servicepakken/kost og spise med til alle måltider, herunder mellemmåltid hver morgen kl. 8:30 samt frokost kl. 12.

 

Du er velkommen til at læse om organisationens andre dagtilbud:

Læs mere om AC Ørsted

Kontakt

Tine Ditlevsen
Afdelingsleder
Område Auning og Allingåbro

Kontakt afdelingen

AC Auning
Træffes bedst mellem kl. 7:30-8:00