Naturbeskyttelsesloven
Ifølge naturbeskyttelseslovens § 3 må der ikke foretages ændringer i tilstanden, udover sædvanlig vedligeholdelse, af vandløb, der er udpeget som § 3-vandløb.
Det betyder, at naturbeskyttelsesloven, for udpegede vandløb, beskytter mod fysiske forandringer, der ligger udover den vedligeholdelse, der enten er fastsat i regulativerne eller, for de private vandløb, den vedligeholdelse der har været normal praksis indenfor de senere år.
For § 3-vandløbene må der derfor ikke uden dispensation fra vandløbsmyndigheden (kommunen) foretages indgreb som f.eks.:
- Rørlægning
- Etablering af markvejs-overkørsler
- Uddybning af vandløbsbunden
- Opgravning eller omlejring af grus, sten, tørv, ler og andet oprindeligt bundmateriale
- Afgravning af brinker
- Opstemning m.v.
- Regulering af vandløb (omlægning/flytning/uddybning m.m.).
Med hensyn til mulighederne for dispensation fra forbuddet i naturbeskyttelseslovens § 3 om tilstandsændringer af beskyttet natur, fremgår det af lovbemærkningerne, at jordbrugsinteresser eller andre private økonomiske interesser ikke i sig selv er nok til at begrunde, at der meddeles dispensation.
I mange tilfælde vil der ikke kunne meddeles dispensation til reguleringer af vandløb, da natur- og miljøtilstanden ikke må forringes og miljømålene for vandløbet skal kunne opfyldes.
Naturbeskyttelsesloven
Er der beskyttet natur på din ejendom? (MST)
Vandløb som naturtype
Vandløb er en oprindelig naturtype, hvorfor der som udgangspunkt ikke kræves indgreb udefra for at opnå og opretholde en god vandløbskvalitet med en mangfoldig flora og fauna. Modsat vandløb er naturtypen overdrev opstået på baggrund af græsning, og kræver således en vis form for pleje for at opretholdes som et overdrev.
Vandløb er således ikke en plejekrævende naturtype, og vandløbsvedligeholdelse er ikke et spørgsmål om at vedligeholde vandløbenes natur- og miljøtilstand, men i vandløbslovens forstand udelukkende et spørgsmål om at vedligeholde en bestemt, af mennesker fastsat vandføringsevne.
I et fladt land som Danmark er de fleste vandløb, og de tilhørende ådale fra naturens hånd i tæt hydrologisk kontakt, hvilket betyder, at i naturlige vandløbssystemer vil vandløbene med jævne mellemrum gå over deres bredder, og oversvømme de vandløbsnære arealer i ådalene.
Oversvømmelser sker oftest på strækninger med ringe fald, og sådanne strækninger findes fortrinsvis i vandløbenes nedre dele, men også i de øvre og mellemste dele. Således opstår de tidvist oversvømmede ådale.
Vandløb transporterer naturligt store mængder materiale, som sand, blade, grene, næringsstoffer m.m. I forbindelse med store afstrømningshændelser vil dette materiale blive aflejret dels på de vandløbsnære arealer, som enge (i tilfælde af oversvømmelser), og dels i selve vandløbet.
Anvendelsen af vandløbsnære arealer og påvirkningen på vandløb
I Danmark har man i tidens løb valgt at opdyrke de vandløbsnære arealer langs en stor del af vandløbene. For at sikre afvandingen af markerne er langt de fleste vandløb derfor gennem tiden blevet reguleret, det vil sige at de er blevet rettet ud og gravet dybere for at sænke vandspejlet og sikre en hurtigere afstrømning.
For at opretholde den således menneskeskabte tilstand, og derved forøgede vandføringsevne, gennemføres der i langt de fleste vandløb tilbagevendende vedligeholdelse. Den tilstand, der er målet for vedligeholdelsen, er fastlagt i regulativerne.
Opgravningen, kanaliseringen og vedligeholdelsen har i mange tilfælde forringet levevilkårene for vandløbenes dyr og planter, og dermed det naturlige element i vandløbene.
I mange vandløb har reguleringerne og vedligeholdelsen desuden forårsaget sætninger på de tilstødende jorder, hvor disse har et højt indhold af tørv. Et fænomen der er en direkte – og forudset – konsekvens af reguleringerne og sænkningen af vandspejlet i vandløbene og grundvandstanden på de omgivende jorder.
Gennem lovgivningen søges det at tilgodese både de afvandingsmæssige og miljømæssige interesser.
Har du afvandingsproblemer?
Vandløbsloven