Kørsel og parkering på gågader

Det er som udgangspunkt ulovligt at køre og parkere i gågaderne med enkelte undtagelser.

Norddjurs Kommune kan i visse tilfælde udstede kørselsdispensationer til specifikke køretøjer, hvis der er et særligt behov for det.

Hvis du har tilladelse til at køre i en gågade må kørslen kun ske med meget lav hastighed (normalt under 15 km/t) og du skal udvise særlig agtpågivenhed og hensynsfuldhed over for gående.

I gågaderne i Grenaa er følgende kørsel tilladt:

  • Storegade, Lillegade og Østergade
    • Nødvendig læge- og sygekørsel
    • Varekørsel i tidsrummene 6-11 og 17-18 i hverdagene, samt 6-10 på lørdage
    • Cykling i tidsrummene 18-9 i hverdagene, 14-24 på lørdage, samt hele døgnet på søndag og helligdage
  • Nørregade
    • Samme som ovenfor, dog tilladt hele døgnet
  • Mogensgade
    • Kun cykling tilladt

Du kan som beboer eller erhvervsdrivende i en gågade også søge om enten en kørsels- eller parkeringsdispensation. Dette kan du læse meget mere om her:

Kørselsdispensation

Parkeringsdispensation

Gågade tavlen angiver et område, hvor følgende særlige færdselsregler gælder:

  1. Området er reserveret til gående.

  2. Tilladelse til kørsel i området kan gives. I så fald skal kørsel ske under iagttagelse af bestemmelserne i punkterne 4-8.

  3. Eventuel tilladelse til kørsel angives på undertavle som anført i § 18, stk. 3, punkterne 2-5. Desuden kan anvendes undertavlen »Kørsel tilladt« eller andre undertavler, der tillader kørsel med bestemte færdselsarter. Tilladelse på undertavle kan afgrænses tidsmæssigt, jf. § 9, tavle U 3.

  4. Kørsel i området må kun ske med meget lav hastighed (normalt under 15 km/h).

  5. De kørende skal udvise særlig agtpågivenhed og hensynsfuldhed over for gående, jf. færdselslovens § 27, stk. 3.

  6. Når der på vejen færdes personer, der kan komme i farlig nærhed af køretøjet under dettes passage, må kørslen ikke fortsættes, forinden føreren har sikret sig, at disse personer er opmærksomme på køretøjet og har givet plads for passage. Sådanne personer må dog ikke unødigt hindre de kørende i at komme frem.

  7. Parkering i en gågade må ikke ske uden for særligt afmærkede pladser. Dette gælder dog ikke cykler, knallerter og tohjulede motorcykler.

  8. Kørende har ubetinget vigepligt ved udkørsel fra en gågade, jf. færdselslovens § 26, stk. 3.

Tavlen kan anvendes med undertavlerne U 1, U 2 eller U 6 til forvarsling.

Link til Bekendtgørelse nr. 425 om vejafmærkning - E 49 Gågade