Ti østjyske kommuner og Region Midtjylland er gået sammen i en fælles organisation og deler udgiften til det nye sekretariat, der i første omgang består af én medarbejder med fysisk placering i Aarhus Kommune.
Det overordnede formål er at gøre det sundt, nemt og sikkert at vælge cyklen til og fra arbejde på strækninger over fem kilometer.
Derfor er første opgave at kortlægge det østjyske cykelsti-net og finde steder, hvor det vil være oplagt at forbinde cykelstier fra den ene kommune med cykelstier i den anden kommune.
Nogle steder mangler der kun korte strækninger for at skabe et mere sammenhængende cykelstinet mellem to kommuner.
Ved at udfylde “hullerne” mellem de østjyske cykelstier vil der formodentlig hurtigt kunne laves mange nye og sammenhængende ruter mellem kommunerne.
Det kræver dog kortlægning, samarbejde og fælles projekter.
Det nye sekretariat skal også arbejde med lave fælles ansøgninger til de nationale puljer til cykel - supercykelstier til de steder, hvor udfordringen med af forbinde kommunerne er lidt større end blot at udfylde “huller”.
Undersøgelser viser, at 45% af pendlerne i den østjyske del af regionen har under 10 km. mellem deres hjem og arbejde.
Sekretariatets opgave er at kortlægge, hvor de største pendlerstrømme er i regionen, planlægge tracere som dækker disse behov og kortlægge hvilke ændringer, som bør udføres for at øge standarden af stien til en supercykelsti.
Det østjyske supercykelsamarbejde er en frivillig forening, hvor kommuner og Region bidrager med et årligt kontingent.