Stormflodsbeskyttelse af Grenaa By

Offentlig høring

Projekt Stormflodsbeskyttelse af Grenaa By har til formål at beskytte Grenaa mod oversvømmelser som følge af stormflod og ekstremt høje vandstande i Kattegat og i Grenåen. Projektet skal sikre byen mod en dimensionsgivende 100-års stormflodshændelse med et langsigtet perspektiv og tage højde for fremtidige klimaændringer og havspejlsstigninger.

Projektet omfatter blandt andet:

  • Etablering af faste stormflodssikringsanlæg som diger, højvandsmure og spuns,
  • Etablering af højvandslukke i Grenåen,
  • Mobile løsninger ved gennemkørsler og passager,
  • Vejhævning på Ringvejen, som er en statsvej
  • Tilpasning af afvanding og håndtering af regn- og bagvand

Projektet er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, punkt 10 k) ”Kystanlæg til modvirkning af erosion og maritime vandbygningskonstruktioner, der kan ændre kystlinjerne”. Projekter omfattet af bilag 2 er som udgangspunkt underlagt en vurdering efter miljøvurderingslovens bestemmelser, herunder eventuelt en screening for at fastslå, om projektet er omfattet af krav om miljøkonsekvensvurdering.

Norddjurs Kommune har som bygherre vurderet, at projektet kan medføre flere mulige miljøpåvirkninger, og har derfor besluttet, at der udarbejdes en miljøkonsekvensrapport på frivilligt grundlag, uden forudgående screening.

Forud for udarbejdelsen af miljøkonsekvensrapporten skal myndigheden fastlægge omfanget og detaljeringsgraden af de oplysninger, som rapporten skal indeholde, jf. miljøvurderingslovens § 23, stk. 1. På den baggrund er der udarbejdet et udkast til afgrænsningsnotat, som fastlægger, hvilke miljøforhold der skal undersøges, og hvor detaljeret de skal belyses i den kommende miljøkonsekvensrapport.

 

Offentlig høring

Afgrænsningsnotat

 

Afgrænsningsnotatet sendes i offentlig høring d. 30. april 2026. Høringsfristen er d. 11. juni 2026. 

Afgrænsningsnotat er desuden sendt til berørte myndigheder. 

Link til afgrænsningsnotatet

Kontaktboks

Mette Høj Thorup
Klimatilpasningsmedarbejder
Plan, Byg og Miljø