Hvordan ser den ud?
Almindelig kløvtand er en mellemstor opret mos, der ofte er på højde med et barns lillefinger, men kan godt blive op til 8-10 cm høje. Mossen kan have forskellige nuancer af grøn over gullig-grøn til mørkegrøn - helt afhængig af voksestedet og fugtigheden.
De enkelte skud har blade, som vender opad og de enkelte blade kan være en lille smule krumme. Det videnskabelige artsnavn scoparium betyder "koste-agtig", og den enkelte mos kan da også godt ligne en lille, gammeldags kost. Mossen står altid selskabeligt i tætte bestande, som kan have et fløjlsblødt udseende.
Hvis det er tørt i vejret, så fortvivl ikke! Tag lidt vand på den mos, du gerne vil se nærmere på, og vupti! -så er den frisk igen. Det er et lille trick du altid kan bruge på mosser, og det er noget af dét, der adskiller mosser sig fra de såkaldte "ægte" planter. Der er også mange andre ting der adskiller de to grupper, men det kan du gå hjem og nørde videre med.
Hvor finder jeg den?
Almindelig kløvtand vokser primært på sure og næringsfattige naturarealer, som for eksempel hér i naturtypen Grøn-klit. Den vokser oftest på jorden, men den kan også findes på store gamle træer.
Man kan ofte finde den hvor der ret åbent ned til jordbunden. Der skal altså ikke være for højt og tæt græs eller urter. Den findes flere steder hér på arealet. Gå efter de områder med helt lav vegetation.
Er der andre kløvtænder?
Det hedder nu arter af kløvtand, men ja. I Danmark er der 10 forskellige arter af kløvtand, men her på området vokser der kun almindelig kløvtand. De kan være svære at skelne fra hinanden, og mos-eksperterne ser ofte på bladenes celler gennem mikroskoper for, med sikkerhed at kunne adskille de enkelte arter fra hindanden.
Navnet kløvtand kommer af, at peristom-tænderne på sporehuset (mossens "blomst") er kløvede, modsat mange andre mossers peristom-tænder.
Hvad er der ellers fundet på området?
Det kan du se i de to app's Naturbasen (kun Danmark) og iNaturalist (hele verden). De kan hentes i hhv. Appstore og GooglePlay. Derfra kan du både se hvad andre har fundet af mosser, dyr og planter i området, og du kan selv registrere dine egne fund. På denne måde bliver vi alle klogere på, hvilke arter der er i landskabet.
Der står pæle med hints til andre mosser. I skrænten bor der biulve og sandhvepse og der vokser blåhat og rensdyrlav. Andre steder på området vokser der blandt andet smalbladet høgeurt, der fortæller, at det er et rigtig godt grøn-klitområde i en god tilstand.
Lavet i samarbejde mellem Habitatvision og Norddjurs Kommune