Bag konceptet står madhistoriker Bettina Buhl og køkkenchef Kim Thygesen, der gennem mad fortæller historien om danskernes liv, vaner og fællesskaber fra 1950'erne til i dag. Her er maden ikke kun noget, du spiser. Den er også en fortælling om, hvem vi er, og ikke mindst hvordan vores hverdag har udviklet sig gennem generationer.
Når madhistorie og gastronomi mødes
Spiseoplevelsen er udviklet i samarbejde mellem Det Grønne Museum og Den Gamle Stald med støtte fra Norddjurs Kommune. Projektet viser, hvordan lokale kræfter kan skabe nye oplevelser ved at kombinere kulturhistorie, formidling og gastronomi.
"Vi skal turde fortælle højt, at vi har nogle fantastiske lokale råvarer og dygtige formidlere af en stærk madkultur og historie i Norddjurs. Projekter som dette viser, hvordan vi sammen formidler vores madhistorie, skaber unikke, kulinariske oplevelser, der tiltrækker besøgende og omverdenen," siger borgmester Kasper Bjerregaard.
Oplevelser, der sætter Norddjurs på menu- og landkortet
Norddjurs er kendt for sin smukke natur, stærke fødevaretraditioner og levende kulturmiljøer. Når disse styrker bringes sammen, skabes oplevelser, der giver besøgende nye grunde til at lægge vejen forbi og samtidig viser, hvad området har at byde på.
Den nye spiseoplevelse er derfor mere end et måltid. Den er en invitation til at opleve Norddjurs gennem de historier, smage og fællesskaber, der binder fortid og nutid sammen.
Genfind kærligheden til rejecocktailen, og glæd dig til de forskellige serveringer på én tallerken.

