Turismen er en vigtig del af livet i Fjellerup og Bønnerup, især i sommermånederne. Den strategisk-fysiske udviklingsplan skal pege på, hvordan området kan tiltrække gæster en større del af året og samtidig skabe bedre sammenhæng mellem turisme, erhverv, lokalsamfund og de investeringer, der allerede er på vej.
"Turismen skal hjælpe med til at skabe arbejdspladser, liv og bosætning i Bønnerup og Fjellerup hele året. Men det skal gøres på den rigtige måde, og det hjælper planen med at sikre,"
udtaler Stinne Thorsen Kvorning, formand for Erhvervs-, Vækst- og Klimaudvalget i Norddjurs Kommune og fortsætter:
"Med udviklingsplanen får vi en fælles retning, så konkrete muligheder og investeringer kan tænkes sammen, både på kort og langt sigt og sammen med den større udvikling langs Jyllands østkyst."
Turisme er lokal udvikling
Turisme er ikke et mål i sig selv, men de aktiviteter og arbejdspladser, der følger med, kan understøtte visionen om mere bosætning og levende lokalsamfund hele året. Men det kræver, at udviklingen planlægges og aktivt bruges som løftestang. Planen skal tænke de forskellige muligheder i Fjellerup og Bønnerup sammen og skabe et grundlag for konkrete indsatser, der gavner områdets udvikling. Det gælder både større, langsigtede projekter og mindre initiativer, der kan realiseres hurtigere. Det kan eksempelvis handle om stier, skiltning eller nye erhvervsaktiviteter.
ORANGE elevator udarbejder planen på vegne af Norddjurs Kommune og har som en del af arbejdet allerede været i dialog med en række lokale erhvervsfolk. Flere af dem viser interesse for at investere, hvis det rette initiativ melder sig, fortæller Kasper Møgelvang fra ORANGE elevator:
”Vi oplever en stor lokal interesse for at udvikle turismepotentialet i Fjellerup og Bønnerup, og der er både gode idéer og vilje til at investere i det potentiale. Med udviklingsplanen samler vi kræfterne og skaber et fælles grundlag for at omsætte mulighederne til konkrete projekter."
Præsentation af planen
På borgermødet kan interesserede høre nærmere om udviklingsplanen og blive klogere på de muligheder, den kan skabe. Målet er at tænke lokale investeringer og initiativer sammen og skabe overblik over konkrete indsatser, der gavner områdets udvikling. Mødet foregår i Fjellerup Aktivitetshus 25. november kl. 17-19 og er uden tilmelding.
Fakta: Strategisk-fysisk udviklingsplan
Den strategisk-fysiske udviklingsplan er støttet økonomisk af RealDania og Erhvervsfremmestyrelsen. Den skal vise en vej frem for udviklingen af Fjellerup og Bønnerup som stærke feriesteder, uden at det må forveksles med en kommuneplan eller lokalplan. Målet er at få et overblik over områdets forskellige potentialer og prioriteringen af dem, koordinere offentlige og private investeringer og omsætte visioner til konkrete indsatser.
Norddjurs Kommune forventer samtidig, at udviklingsplanen vil give et godt grundlag for at søge ekstern medfinansiering til nogle af de første delprojekter. For regeringen har afsat 43 mio. kr. til at støtte op om aktiviteter i de forskellige udviklingsplaner.

