Lys over Banestien

Publiceret 26-03-2026

Nu er der godt nyt til cyklister, motionsløbere, hundeluftere og alle andre, der færdes på Banestien, som forbinder Allingåbro og Auning.

Der er nemlig blevet installeret lys på strækningen mellem de to byer i den vestlige del af kommunen.

I alt er 99 lysmaster nu sat op. De tænder automatisk ved bevægelse og gør det mere trygt og behageligt at benytte stien.

Norddjurs Kommune har i arbejdet med belysningen på Banestien haft fokus på at balancere ønsket om bedre belysning med hensynet til både de omkringliggende boliger, naturen og den kulturhistoriske betydning af området.

Langs stien ligger tre gravhøje, der er registreret som fortidsminder. Ifølge naturbeskyttelsesloven må der ikke bygges eller opsættes lys inden for 100 meter af sådanne fortidsminder.

Det har betydet, at der på i alt 250 meter af stiens forløb ikke er etableret belysning.

Derudover har kommunen også taget hensyn til naturen – herunder dyrelivet.

Blandt andet findes der flagermus langs strækningen, og da arten er fredet, er belysningen valgt i en rødlig og afdæmpet tone for at minimere påvirkningen af biodiversiteten.

Der er også taget hensyn til landskabet, idet lysmasterne har en brunlig farve, som gør dem mindre synlige i dagtimerne, hvor de falder naturligt ind i skovbrynet.