Programmet for Kongeparrets besøg er på plads

Publiceret 05-05-2026

Der er lagt op til en festlig dag med dygtige hænder og det gode håndværk i fokus, når Kongeparret besøger Norddjurs Kommune den 2. juni.

Når Kongeskibet Dannebrog stævner ind i Grenaa Havn den 2. juni som en del af årets sommertogt, venter en spændende dag for Deres Majestæter Kongen og Dronningen.

Det fælles tema for dagens mangfoldige program er dygtige hænder og det gode håndværk, og Kongeparret vil møde både unge, som har valgt den erhvervsfaglige vej, samt lokale virksomheder, der bygger på dygtigt håndværk.

Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard, ser frem til at byde Kongeparret velkommen:

”Det er en ære, at Kongeparret besøger Norddjurs Kommune under sommertogtet. Vi glæder os meget til at vise, hvordan vi med afsæt i stolte traditioner i dag er en innovativ kommune i udvikling med dygtige hænder og godt håndværk i centrum. Derudover kommer Kongeparret naturligvis også til at opleve den enestående natur og det smukke kystlandskab, som også kendetegner Norddjurs,” siger han.

Det skal Kongeparret opleve i Norddjurs:

Kongeskibet Dannebrog ankommer til Grenaa Havn til en festlig velkomst. Publikum er også velkommen på havnen.

  • Velkomst på Grenaa Havn med modtagelseskomité, faneborg, Prinsens Musikkorps og overrækkelse af blomster
  • Guidet byvandring i Grenaa samt officiel modtagelse på Rådhuset, hvor borgmester Kasper Bjerregaard holder tale og overrækker gave, og Kongeparret hilser på Kommunalbestyrelsen
  • Besøg på Glesborg Skole, der er en af skolerne i Norddjurs med fokus på bl.a. juniormesterlæreordningen
  • Rundvisning på Skovskolen Djursland i Auning, der bl.a. uddanner skov- og landskabsingeniører, skov- og naturteknikere samt naturvejledere
  • Besøg hos HSM Industri, der fremstiller stålkonstruktioner til kunder i ind- og udland og har 20 lærlinge
  • Musik og underholdning ved Kulturakademiet på Grenaa Havn om aftenen samt fællessang, når Kongeskibet Dannebrog forlader havnen igen

Det endelige besøgsprogram med tider bliver offentliggjort på sommertogt.norddjurs.dk cirka en uge før besøget.  

Presseakkreditering

Med offentliggørelsen af programmet kan pressen nu søge akkreditering til at følge Kongeparrets besøg i Norddjurs.

Ansøgning sker på sommertogt.norddjurs.dk.

Fristen for at søge presseakkreditering er den 18. maj klokken 12.00.

Yderligere oplysninger:

Læs mere om presseakkreditering:

sommertogt.norddjurs.dk/presse

Læs mere om Kongeparrets besøg:

sommertogt.norddjurs.dk