Forældrene kvitterer for kvalitetsløft

Norddjurs blandt landets 10 bedste dagtilbudskommuner

Publiceret 27-08-2026

Forældrene i Norddjurs Kommune er blandt de mest tilfredse i landet med deres børns dagtilbud. Det viser den landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelse 2026, hvor Norddjurs Kommune placerer sig som nummer 9 blandt landets kommuner.

Samtidig viser undersøgelsen en markant positiv udvikling siden den seneste måling i 2022. Andelen af forældre, der er tilfredse med deres barns dagtilbud, er steget fra 85% til 92%. Særligt markant er stigningen i andelen af meget tilfredse forældre, som er vokset fra 44% til 60%. Samtidig er andelen af forældre, der er enten utilfredse eller meget utilfredse, halveret fra 6 % til 3 %.

Undersøgelsen viser også, at 98% af forældrene oplever, at deres barn trives i dagtilbuddet, mens 97% oplever, at deres barn er glad og tryg sammen med de øvrige børn. Samtidig vil 94% anbefale deres barns dagtilbud til andre.

Norddjurs blandt de bedste i landet

Mens den samlede tilfredshed på landsplan er steget fra 4,3 til 4,4, er tilfredsheden i Norddjurs Kommune steget fra 4,2 til 4,5 på en skala fra 1 til 5, hvor 5 er den højest mulige vurdering. Norddjurs er dermed gået fra at ligge under landsgennemsnittet til nu at ligge over og placerer sig som nummer 9 på landsplan.

495 forældre i Norddjurs Kommune har deltaget i undersøgelsen. Det svarer til en svarprocent på 42%, hvilket er højere end landsgennemsnittet på 39%.

For formand for Børne-, Familie- og Skoleudvalget, Aleksander Myrhøj, er resultatet et tydeligt tegn på, at de politiske prioriteringer på dagtilbudsområdet og medarbejdernes indsats gør en forskel for børn og familier.

"Det er et resultat, vi er meget stolte af. Vi kan se, at flere forældre oplever høj kvalitet i dagtilbuddene, og særligt glæder det mig, at andelen af meget tilfredse forældre er steget markant. Det er en stærk anerkendelse af den indsats, som medarbejdere og ledere hver dag yder for børnene og deres familier."

Flere års målrettet kvalitetsudvikling

Resultaterne kommer efter flere års målrettet arbejde med at styrke kvaliteten på dagtilbudsområdet. Norddjurs Kommune har normeringer, der ligger bedre end de nationale minimumskrav med 2,8 børn pr. voksen i vuggestuerne og 5,7 børn pr. voksen i børnehaverne. Det har givet bedre muligheder for nærvær, stærke relationer og deltagelse i fællesskaber for alle børn.

Ifølge skole- og dagtilbudschef Thomas Olesen afspejler resultaterne effekten af flere års målrettet arbejde med kvalitet på dagtilbudsområdet.

"Gennem en årrække har der været en klar politisk prioritering af dagtilbudsområdet med fokus på både bedre normeringer og udviklingen af den pædagogiske kvalitet. Samtidig har medarbejdere og ledere arbejdet målrettet med at omsætte ambitionerne til praksis. Det glæder mig, at forældrene oplever værdien af den indsats i hverdagen."

Fra individ til fællesskab

Ifølge Thomas Olesen afspejler resultaterne en faglig retning, hvor fokus er flyttet fra individet til fællesskabet.

"Vi har arbejdet målrettet med at flytte fokus fra individet til fællesskabet. Vores ambition er, at alle børn skal opleve at høre til, kunne deltage og bidrage i fællesskabet. Når vi lykkes med det, styrker vi både trivsel, udvikling og læring. Resultaterne tyder på, at forældrene oplever værdien af den retning."

Thomas Olesen peger samtidig på, at medarbejdernes faglige udvikling har været en vigtig del af kvalitetsarbejdet.

"Kvalitet skabes af dygtige medarbejdere. Derfor har vi gennem flere år investeret målrettet i kompetenceudvikling og videreuddannelse. Vi har et fælles fagligt fundament i ICDP, som alle medarbejdere bliver uddannet i. Vi har et godt samarbejde med Social- og Sundhedsskolen og VIA omkring faglige kurser og vi har givet vores medarbejdere mulighed uddannelse og videreuddannelse til pædagogisk assistent eller meritpædagog.”

Skole- og Dagtilbud i Norddjurs arbejder målrettet videre med kvalitetsudvikling. Senest er der igangsat et forløb på tværs af dagtilbud og skoler for at styrke leg og legefaglighed, der skal være med til at skabe gode deltagelsesmuligheder, trivsel og udvikling for alle børn. Det er en investering i børnene og i den røde tråd af høj kvalitet fra dagtilbud til skole med et fælles mål om, at alle børn ses, lærer, trives, deltager og tør livet.

Læs her forældretilfredshedsundersøgelsen Microsoft Power B som Økonomi- og Indenrigsministeriet som står bag.