”At så mange gerne vil bidrage og være med til at skabe det her, viser, at det kan blive virkelig fedt. Der er mange gode kræfter og stor interesse,” lød det efterfølgende fra Tina Kruse, der er projektleder i at få etableret centret.
Flere end 100 deltagere i alle aldre var repræsenteret, med en overvægt af det såkaldte ”grå frivillige guld”.
Stemningen var præget af nysgerrighed, engagement og generelt enorm positiv. Der var ligeledes stor politisk interesse for frivilligcentret, og mange lokalpolitikere var mødt op for at lytte og være med i workshoparbejdet.
Nye vilkår for frivillighed
En af de gennemgående pointer på aftenen var, at frivilligheden er i forandring. Hvor mange tidligere var frivillige i den samme forening i årtier, er flere frivillige nu i højere grad engageret ad hoc og i kortere tid.
Det stiller nye krav til foreningerne – og netop her kan et frivilligcenter gøre en forskel.
Per Schultz Petersen, der er frivillig i blandt andet Froggies Modelklub og Marineforeningen, pegede på at mange foreninger har de samme udfordringer:
”Det er de samme problemer, der går igen. Det administrative over for bankerne, bureaukratiet og alle de registreringer, vi skal igennem. Det tager god tid, som vi kunne bruge på noget kreativt i stedet.”
Han ser derfor et klart potentiale i det kommende frivilligcenter:
”Hvis frivilligcentret kan hjælpe foreningerne med det, så er det en rigtig god idé.”
Inspiration fra andre frivilligcentre
På workshoppen delte Rebild Frivilligcenter deres erfaringer med at drive et lokalt frivilligcenter.
De pegede på to kerneopgaver, som har vist sig særligt vigtige: Løbende støtte og rådgivning til foreningerne i hverdagen samt at fungere som én samlet indgang til frivillige fællesskaber, så borgere, der gerne vil engagere sig, hurtigt kan få overblik over mulighederne.
Det var også disse temaer, som fyldte en stor del af workshoppen, hvor fokus var på henholdsvis ønskede aktiviteter og tilbud – og på, hvordan vi gør det let og attraktivt at blive frivillig i Norddjurs.
Aftenen bød også på en runde med navneforslag, hvor der kom adskillige gode bud, ligesom seks lokale frivillige stillede sig op og fortalte, hvad det giver dem at være aktiv i det frivillige arbejde.
Overvældende opbakning
Projektleder Tina Kruse, der står i spidsen for arbejdet med at etablere frivilligcentret, glædede sig efterfølgende over den store deltagelse:
”Det var overvældende på den fede måde – at der kom så mange, og at der var så god stemning og energi i lokalet.”
Projektlederen oplevede et tydeligt behov for et frivilligcenter:
”Der var vidt forskellige vinkler og tilgange til frivillighed, og vi har alle sammen forskellige behov. Men der er også en række fælles behov, som et kommende center kan hjælpe med.”
Stiftende generalforsamling 11. maj
Næste skridt i processen er den stiftende generalforsamling for foreningen bag det kommende frivilligcenter.
Den afholdes 11. maj på Det Grønne Museum. Alle, der ønsker at stille op til bestyrelsen, skal henvende sig til projektleder Tina Kruse på tikro@norddjurs.dk senest 1. maj.
Opstarten af frivilligcentret er støttet af Foreningen Østifterne.
De første tre års drift er sikret af en bevilling fra Social- og Boligstyrelsen med kommunal medfinansiering fra Norddjurs Kommune.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Tina Kruse, projektleder
tikro@norddjurs.dk
21 69 43 91