Erhvervslivet i Norddjurs: ”Positiv udvikling i gang”

Publiceret 30-04-2026

Tirsdag eftermiddag var 25 virksomhedsledere mødt op til dialog med Norddjurs Kommune om erhvervsudviklingen og arbejdet med at styrke rammerne for erhvervslivet.

Flere deltagere hæftede sig ved forbedringerne på sagsbehandlingstiderne, og der var generelt tilfredshed med retningen.

Herluf Bøgild Bachmann, fra tømrer- og snedkerfirmet med samme navn, så eksempelvis flere gode tendenser:

”Det er en positiv udvikling, der er i gang – også området ved Hesselvang og Havnen. Det vil komme til at trække flere mennesker til.”

Stemningen på Kysthotellet i Grenaa var generelt optimistisk, og imens solen strålede udenfor, præsenterede både borgmester, udvalgsformand og fagchefer kommunens aktuelle indsatser for erhvervsudvikling, heriblandt infrastrukturforbedringer, international rekruttering, juniormesterlære, ny service til virksomheder med syge medarbejdere og handleplan for hurtigere byggesagsbehandling m.m.

Arbejdet i Norddjurs Kommune høstede store roser fra Jørgen Due Jensen, der via sin virksomhed Due Jensen Management arbejder som professionelt bestyrelsesmedlem:

”Jeg synes jo, det kører meget tilfredsstillende. Den politiske ledelse og medarbejderne i vores kommune gør det rigtig godt. I særlig grad vil jeg gerne fremhæve løsningen med en tværgående erhvervskonsulent, Helene Mouridsen, som i særklasse formår at binde erhvervsliv og kommune sammen.”

Af forbedringsmuligheder pegede flere på, at erhvervslivet ville kunne vækste mere, hvis der var flere fagligt uddannede hænder, og at der er udfordringer med den nuværende infrastruktur.

Samarbejde er vejen frem

”Erhvervsdialogmødet er vigtigt, fordi det giver både virksomheder og kommune viden om, hvad hinanden laver. Så vi sammen i partnerskab kan udvikle kommunen i en stærk retning,”
lød det efterfølgende fra borgmester Kasper Bjerregaard.

Den pointe blev bakket op af formanden for Erhvervs-, Vækst- og Klimaudvalget, Stinne Thorsen Kvorning:

”Vi arbejder for at give virksomhederne de bedst mulige rammer at drive virksomhed i, og vi ser hinanden som medspillere, der er sammen om at udvikle kommunen.”
- Stinne Thorsen Kvorning

Ny komite for bedre rute 15

Et andet stort tema for virksomhederne var infrastruktur og arbejdet for den bedst mulige Rute 15 hele vejen til Grenaa Havn. For at styrke det arbejde, blev der i februar etableret Rute 15-komité.

Borgmester Kasper Bjerregaard takkede for den stærke lokale opbakning til komitéen – både i forhold til at danne en bestyrelse og i forhold til at støtte foreningens etablering – og understregede, at virksomhedernes input er det brændstof, der skaber momentum for det videre arbejde.

Arbejdet i komiteen fortsætter, hvor næste milepæl er bestyrelsesmødet i juni. Og når en ny regering er på plads, står komitéen klar til fortsat at gå ”benhårdt” efter at være synlige i de rum, hvor infrastrukturbeslutningerne træffes.

Borgmester Kasper Bjerregaard fortalte, at kommunen lokalt arbejder kommunen desuden videre med konkrete forbindelser inden for sine egne rammer – blandt andet bedre fremkommelighed ved Hessel, udbygning af Herredsvej samt en fortsat strategisk udvikling af Grenaa Havn.

Bedre sagsbehandlingstider

Et andet område, som flere virksomheder fremhævede, var byggesagsbehandlingen. I sidste måned offentliggjorde DI Byggeri, at Norddjurs Kommune efter en markant forbedring nu placerer sig blandt den hurtigste tredjedel i landet.

Landsgennemsnittet for at få behandlet en byggeansøgning ligger på 56 dage, i Norddjurs er den nede på 32 dage.

For at fortsætte den gode udvikling har kommunen netop udgivet en ny vejledningsfolder om ”Den gode ansøgning”, så flere ansøgninger kan straksbehandles.

Det betyder, at hvis man som ansøger afleverer en ansøgning med alle de nødvendige oplysninger, og der f.eks. ikke skal gives dispensation, så kvitterer kommunen med en byggetilladelse inden 15 arbejdsdage

Vejledningsfolderen kan downloades på kommunens hjemmeside

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Peter Mohlin Kring
petk@norddjurs.dk
23 45 34 86