Norddjurs Kommune inviterer til fernisering ved Sangstrup Klint

Publiceret 16-05-2025

Norddjurs Kommune har den store fornøjelse at invitere alle interesserede til fernisering af Dorthe Kudsk Harbos 10 unikke værker ved Sangstrup Klint søndag den 25. maj.

Kunstneren Dorthe Kudsk Harbo giver værkerne den sidste omgang lak

Kendt for sine mange fossiler, herunder søpindsvin, søstjerner, krabber og endda hajtænder, har Sangstrup Klint altid været en fascinerende seværdighed.

Nu har den lokale kunstner Dorthe Kudsk Harbo bidraget til oplevelsen og formidlingen med kunstværker, der illustrerer de 10 mest hyppigt fundne fossiler ved klinten.

Værkerne er ophængt på toiletbygningen ved Sangstrup Klint.

"Det har været en spændende rejse at dykke ned i Sangstrup Klints fossiler, udforske Geocenter Grenaas samling og blive klogere gennem samtaler med lederen af centeret, Michael Lykke-Bertelsen. Som kunstner er det en gave at kunne sætte aftryk i sit lokalområde og samtidig dele min fascination af naturens forunderlige detaljer," fortæller Dorthe Kudsk Harbo om projektet.

Et samarbejdsprojekt

Dorthe Kudsk Harbo har ikke stået alene med projektet. Værkerne er skabt i tæt samarbejde med Michael Lykke-Bertelsen fra Geocenter Grenaa og er gennemført i dialog med Sangstrup Beboerforening.

Projektet er initieret og finansieret af Norddjurs Kommune.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune, Allan Gjersbøl Jørgensen fortæller om projektet:

"Dorthes Harbos 10 værker er et fremragende eksempel på, hvordan kunst kan integreres i det offentlige rum og tilføre nye dimensioner til en oplevelse. Vi har de seneste år haft et særligt fokus på formidlingen ved Sangstrup Klint og netop kunsten i det offentlige rum. Derfor er det med stor glæde, at vi nu kan binde sløjfe på et projekt, der understøtter begge agendaer.”

Understøttelse af turismen

Sangstrup Klint er en yndet destination, der hvert år tiltrækker hobevis af både borgere og turister på jagt efter fossiler, fladfisk eller en god naturoplevelse. Det er den oplevelse, Norddjurs Kommune har ønsket at understøtte med kunst.

”Jeg er glad for, at vi kan stå bag et kunstprojekt, der både kommer lokalbefolkningen og turismen til gode. Vi ved, at interessen for oplevelser ved kysten er stor, og jeg er derfor godt tilfreds med, at vi nu kan berige oplevelsen af Sangstrup Klint med kunst, der både fornøjer og formidler," siger næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget, Sebastian Halkjær-Grauert.

Program for fernisering

Ferniseringen finder sted søndag den 25. maj i tidsrummet kl. 10-12.

Udover taler og lidt godt til ganen, byder formiddagen på gratis fossiljagt for både store og små sammen med Geocenter Grenaa.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Trine Grejsen, chef for kultur, fritid, turisme og biblioteker
tg@norddjurs.dk
Tlf. 20 41 81 29

Dorthe Kudsk Harbo, kunstner
urthe@hotmail.com
Tlf. 24 48 82 02