Nu kickstartes udviklingen af Grenaa bymidte

Publiceret 04-06-2025

Norddjurs Kommune, Handel Grenaa og Erhverv Grenaa har med stor glæde modtaget det endelige tilsagn om økonomisk støtte til udviklingen af Grenaa bymidte.

I starten af april 2025 modtog Norddjurs Kommune tilsagn om 1 mio. kr. i EU-støtte fra Indstillingsudvalget for bæredygtig byudvikling til ansættelse af en projektleder. Ultimo maj 2025 fremsendte Erhvervsstyrelsen sit endelige tilsagn.

Borgmester Kasper Bjerregaard udtaler:

"Det er en glædelig nyhed, at vi nu har opnået tilsagn om et betragteligt tilskud til videreudviklingen af Grenaa bymidte. Med denne finansiering kan vi udbygge den indsats, der gøres for at sikre en levende og dynamisk midtby, som styrker handelslivet og tiltrækker både borgere og turister."

Formand for Handel Grenaa, Hanne Rasmussen, tilføjer:

"Vi ser meget positivt på dette tilsagn. Ansættelsen af en projektleder skal være med til at sikre fremdrift i det videre arbejde med udviklingen af midtbyen i Grenaa. Vi ser frem til at skabe en endnu mere attraktiv og bæredygtig bymidte til gavn for mange."

Ansættelsesproces og tidsplan

På et møde 28. april 2025 mellem de tre parter blev det besluttet at igangsætte ansættelsesprocessen for en projektleder, der skal understøtte projektet. Stillingen vil blive slået op i løbet af sommeren. Målet er, at den nye projektleder har første arbejdsdag i efteråret 2025.

Parterne søger en alsidig profil, der kan understøtte projektet. Projektlederen vil - gennem samskabelse med erhvervsorganisationerne og andre organisationer i Grenaa - videreudvikle den strategiske planlægning, der fokuserer på bæredygtighed for at forankre en levende og dynamisk midtby og dermed skabe bedre muligheder for vækst, turisme og bosætning.

Midler til fysiske forbedringer i byrummet

Udover midler til ansættelse af projektleder er der i Norddjurs Kommune store beløb til rådighed, som skal bruges til fysiske forbedringer i Grenaa bymidte. Disse midler vil bidrage til at skabe en mere attraktiv og levende bymidte, der kan tiltrække både borgere og turister og styrke handelslivet.

Hvordan det kommer til at ske ligger ikke fast, men samlet set udgør det opnåede tilsagn og de tilgængelige midler fundamentet for en målrettet og bæredygtig udvikling af Grenaa bymidte – til glæde for både nuværende og kommende borgere, besøgende og erhvervsdrivende.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Kasper Bjerregaard, borgmester Norddjurs Kommune
Mail: kjb@norddjurs.dk
Mobil: 26 80 14 62

Henrik Scharling Bernberg, chef for Plan, Byg og Miljø, Norddjurs Kommune
Mail: hesb@norddjurs.dk
Mobil: 40 13 45 40