Den nye aftale byder på flere lokale muligheder og et nyt spillerum for kommunens skoler. Og i Norddjurs Kommune er der lokalpolitisk stor opbakning til at frisætte skolelederne og skolebestyrelserne og lade dem tilrettelægge undervisningen lokalt.
Et vigtigt element i den lokale selvbestemmelse er skolebestyrelsernes rolle, og med de nye rammer får skolelederne i samarbejde med deres skolebestyrelser større ansvar og flere muligheder for at præge den enkelte skoles hverdag. Eksempelvis har en lang række af folkeskolerne i kommunen valgt at forkorte skoledagen for de yngste til minimumstimetallet. De timer, som frigøres ved at forkorte skoledagen, samles blandt andet i en "timebank", som hver skole lokalt kan anvende til forskellige indsatser og aktiviteter.
Skole- og Dagtilbudschefen Thomas Olesen hilser den nye aftale og dens muligheder velkommen og glæder sig til, at skoleåret markerer startskuddet på en lang række af initiativerne:
"Med folkeskolens kvalitetsprogram får vi mulighed for at forme kommunens folkeskoler lokalt - der er mere frihed og større ansvar til de enkelte skoler og deres skolebestyrelser. Det giver skolelederne og skolebestyrelserne mulighed for at skabe de rammer, som passer til netop deres skole - og som er til gavn for både eleverne og skolens personale".
Ny aftale åbner op for tættere samarbejde
Den lokale selvbestemmelse stiller også andre og nye krav til skolebestyrelserne, som vil få mere at forholde sig til. Men det åbner også for et tættere samarbejde mellem skolen, forældrene og lokalsamfundet. Bestyrelsesformand for Børnebybestyrelsen for Børneby Midt Birgitte Aagaard Bønnerup glæder sig over, at skolebestyrelserne bliver involveret mere:
"Den lokale selvbestemmelse giver et tiltrængt råderum, hvor skoleledelsen i samråd med bestyrelsen kan fokusere ressourcerne, hvor der er mest brug for det. Det vil sige, at vi får mulighed for at styrke et lokalt fokuspunkt eller lave en særlig indsats lige der, hvor der er brug for det. Derfor har vi i Børneby Midt blandt andet besluttet at forkorte skoledagen for de yngre elever og i stedet tilbyde to-voksenordning i en større del af skoledagen. Vores erfaring er, at det sikrer en god skolestart og er grobund for et godt skoleliv fra 0.-9. klasse".
Kommunalt har der været gang i en lang række af andre tiltag for at styrke folkeskolerne i Norddjurs Kommune, som blandt andet har været igangsat før og under udformningen af folkeskolens kvalitetsprogram. Eksempelvis kan nævnes to-voksenordningen, forbedring af de fysiske læringsmiljøer og en udskolingsramme for de ældste elever. Det er tiltag, som Børne- og Ungdomsudvalget og Kommunalbestyrelsen har prioriteret til udvikling af folkeskolerne i Norddjurs Kommune. Børne- og Ungdomsudvalget behandlede i juni 2025 en evaluering af to-voksenordningen. Evalueringen blev gennemført som interviews med elever, medarbejdere og skoleledelse, samt blev der foretaget observationer i klasserne. Interviewene med elever, medarbejderne og skoleledelsen viser, at to-voksenordningen har haft en positiv betydning for både undervisningsmiljøet og elevernes trivsel. Eleverne oplever mere ro, støtte og øget variation i undervisningen.
De kommunale tiltag er med til at understøtte elevernes trivsel og læring, samt harmonerer de med en række af initiativerne i folkeskolens kvalitetsprogram. De kommunale tiltag er ikke færdige endnu, men der er gode udviklingsmuligheder og opbakning til at arbejde videre med dem
Afslutningsvis knytter Skole- og Dagtilbudschefen Thomas Olesen en kommentar til den videre proces:
"Det nye skoleår er ikke blot endnu et skoleår i rækken, men det er en del af den gode udviklingsproces for vores folkeskoler. Vi er ikke i mål endnu med at styrke elevernes trivsel, læring og deltagelsesmuligheder - men vi er i gang."