Tid til at svede sammen - Lokaldysten vender tilbage

Publiceret 25-04-2025

For femte gang byder fire landsbyer hinanden op til venskabelig trekamp. Konkurrencen har to mål: motion og fællesskab. Et overstråler dog alt andet, for fællesskabet er Lokaldystens sande vinder.

2024 Nørager præmieoverrækkelse konfetti

"Lokaldysten er koncentreret landsbyidyl. Her møder du både naboen i det stramme cykeltrikot, de seje pensionister der ruller med rollatoren og de unge familier der triller med barnevognen. Det fællesskab, og den inspiration til at få motion og bevægelse ind i sit liv, er det vigtigt for os at bakke op om," fortæller Allan Gjersbøl Jørgensen, fmd. Kultur- og Fritidsudvalget Norddjurs Kommune.

“Jeg er sikker på, at de fire byer igen i år får en skøn oplevelse. Samtidig vil jeg opfordre alle interesserede landsbyer til at melde sig på banen næste år. For alle landsbyer i Norddjurs kan være med i konkurrencen, der både styrker sammenholdet og konditionen,” lyder det fra Sebastian Halkjær-Grauert, næstformand Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune.

Fra Øster Alling til Nørager på en måned

Årets startskud lyder i Øster Alling 14. maj, og Lokaldysten fløjtes af i Nørager en måned senere. Derimellem har Vivild og Gjerrild også inviteret alle byens borgere til en aften, hvor det handler om sammen at gå, løbe og cykle flest mulige kilometer hjem til landsbyen.

Tom Gyldenløve Larson er i år med til at arrangere konkurrencen i Øster Alling. Sidste år var han med han som almindelig deltager, og dengang fortalte han at motion kan nedbryde skellet mellem generationer.

"Motion kan forene ung og gammel. I vores løbeklub spænder vi fra 15 til 82 år, og de to kan faktisk løbe sammen og synes det er fedt, fordi de passer sammen i niveau. Det handler mere om kondition og præstation end alder."

Sidste år endte Øster Alling i øvrigt på en samlet 3. plads, da Gjerrild med 2,81 km pr. indbygger lige akkurat samlede 200 meter mere sammen i gennemsnit. Ingen af byerne kunne dog følge med Nørager, der i alt tilbagelagde 2077 km, svarende til 6,45 km pr. indbygger.

Om lokaldysten

Lokaldysten er konkurrencen, hvor alle er på hjemmebane, og man vinder blot ved at være med. Men den landsby som per indbygger samler flest kilometer sammen ved at gå, cykle og løbe, vinder også 5.000 kroner til byen.

Hele målet med Lokaldysten er at sætte fokus på idræt, bevægelse og sundhed - ikke mindst i fællesskab med andre. Lokaldysten i Norddjurs er et samarbejde mellem DGI Østjylland, de fire lokalsamfund og Norddjurs Kommune.

Hvis man som landsby ønsker at deltage i næste års konkurrence, skal man få en af de lokale foreninger til at kontakte kommunens fritidsafdeling.

Datoer

Øster Alling: Onsdag d. 14. maj kl. 17.30 – 19.30

Vivild: Torsdag d. 22. maj kl. 17.30 – 19.30

Gjerrild: Tirsdag d. 3. juni kl. 17.00 – 19.00

Nørager: Fredag d. 13. juni kl. 17.00 – 19.00

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Nina Balling Zacher Sørensen, Fritidskonsulent Norddjurs Kommune
21 37 55 98
nbzs@norddjurs.dk

Allan Gjersbøl Jørgensen, formand Kultur- og Fritidsudvalget Norddjurs Kommune
29 43 49 44
agj@norddjurs.dk

Sebastian Halkjær-Grauert, næstformand Kultur- og Fritidsudvalget Norddjurs Kommune.
srmg@norddjurs.dk
26 29 79 16