De nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der i januar var næsten 400.000 udenlandske lønmodtagere i Danmark.
1.422 af dem arbejder i Norddjurs, blandt andet på HSM, som gør meget for også at være en attraktiv arbejdsplads for udenlandske fastansatte.
"Vi kunne simpelthen ikke løse de opgaver vi får hjem uden dem. Vi kan bare ikke skaffe nok kvalificerede danske smede, selvom vi har op mod 20 smedelærlinge. Derfor er det vigtigt for os at få udenlandsk arbejdskraft,” forklarer Brit Løth Bager, Marketingchef HSM Industri.
Manglen på eksempelvis smede, elektrikere og anden kvalificeret arbejdskraft er en national udfordring. Hver fjerde danske virksomhed i industrien mangler så meget arbejdskraft, at det går ud over produktiviteten, viser seneste tal fra Danmarks Statistik.
Man kunne tro, at de mange sprog i kantinen går ud over sammenholdet i virksomheden, men det er ikke erfaringen hos HSM:
”Mange af vores udenlandske medarbejdere har været her i årevis, og også trukket deres sønner og brødre herop. De er en del af os og en integreret del af kulturen herude, så det er der ingen problemer i,” lyder det fra Brit Løth Bager.
Det er ikke kun ude hos virksomhederne i Norddjurs, de udenlandske medarbejdere vækker glæde. Det gør de også på rådhuset:
”I vores kommune er vi rigtigt glade for, at vi kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft, for de er med til at sikre væksten og udviklingen i vores virksomheder. Vi har flere sektorer, der mangler arbejdskraft, fx indenfor landbruget, i industrivirksomhederne, i rengøringsbranchen og i turismeerhvervet. Derfor tager vi imod de mennesker, der kommer hertil for at arbejde med åbne arme,” siger Kasper Bjerregaard, borgmester i Norddjurs Kommune.
Norddjurs Kommune kan hjælpe med kontakt
Norddjurs Kommune er netop kommet hjem fra Europas største emigrationsmesse i Holland. Med tilbage i kufferten havde kommunen knap 40 kandidater, som gerne vil høre om jobs i Norddjurs.
Når hollænderne hørte om Djursland som område, så syntes de det lød fantastisk og som et meget attraktivt sted at flytte hen.
"Den stærke udvikling med udenlandsk arbejdskraft viser, at der er noget at bygge videre på, sammen med de lokale virksomheders gode erfaringer. Vi er godt klar over, at der ikke står 40 hollændere i Norddjurs i næste måned. Men at der er så mange, som er åbne for at flytte til Norddjurs og arbejde, det er bedre end vi havde turdet håbe på," fortæller Stinne Thorsen Kvorning, formand Erhvervsudvalget i Norddjurs Kommune.
Norddjurs Kommune forsøger også at tiltrække arbejdskraft på flere andre måder.
Eksempelvis til jobmesse for ledige i Aarhus 24. april, hvor kommunen tager virksomhedernes aktuelle ledige stillinger med. Derudover har kommunen sammen med Business Djursland netop vist 13 forskellige virksomheder frem i besøgsrækken ”Opdag din arbejdsplads i Norddjurs".
Hvis man som virksomhed ønsker hjælp fra kommunens virksomhedsservice til rekruttering, så kan man skrive til virksomhedsservice@norddjurs.dk eller ringe på telefon 23 99 42 38.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Peter Mohlin Kring, Kommunikationskonsulent Norddjurs Kommune
petk@norddjurs.dk
23 45 34 86