Inviter en ingeniørtrainee ind i din virksomhed

Publiceret 29-02-2024

I august 2024 bliver det muligt at uddanne maskiningeniører lokalt i Norddjurs. Det sker igennem en ny uddannelse som ingeniørtrainee i et tæt samarbejde mellem VIA og kommunens virksomheder.

Ingeniører bidrager til vækst, men kan være svære at rekruttere. Derfor vækker uddannelsen stor begejstring hos borgmester i Norddjurs Kommune Kasper Bjerregaard:

"Uddannelsen taler lige ind i kommunens erhvervspolitiske målsætninger, og jeg er derfor rigtig glad for, at den bliver tilgængelig i Norddjurs til glæde for virksomheder såvel som de studerende."

Virksomhederne skal fungere som det primære uddannelsessted, hvor den studerende ansættes og indgår som en del af dagligdagen. Det er også muligt at tage studiejob i samme virksomhed sideløbende. VIA påtager sig ansvaret for undervisning og vejledning under hele forløbet.

Uddannelsen består af en kombination af selvstudie, onlineundervisning og praktik i virksomheden. Den studerende bliver på 3,5 år maskiningeniør (diplomingeniør) med mulighed for speciale i produktionsteknik eller maskinteknik.

Relevant for din virksomhed?

Forløbet henvender sig til virksomheder, der enten allerede har eller ønsker at ansætte en medarbejder, som gerne vil uddanne sig til maskiningeniør. Virksomheden skal byde ind med opgaver og projekter, som studieforløbet kan tage udgangspunkt i. Det er også et krav, at der er ansat minimum én uddannet ingeniør, og så skal virksomheden kunne stille en mentor til rådighed.

Læs mere om uddannelsen