Har du en god idé til, hvad man kan lave på en scene, så har vi en pose penge!

Publiceret 30-01-2023

Sådan lyder tilbuddet fra Kulturring Østjylland og Grenaa Gademusiker Festival. Det svarer lidt til at love, at julemanden eksisterer. Men den er altså god nok. Hvis du er mellem 15 og 25 år, så læs med her.

Graffittivæg i Grenaa

Som del af Kulturring Østjylland har Norddjurs Kommune været med til at starte et projekt, som beskæftiger sig med unges brug af spillesteder. Projektet hedder Ringe i Vandet og handler om at støtte unge i at lave kultur til unge på lokale scener. I Norddjurs Kommune er det Grenaa Gademusiker Festival, der løber af stablen hvert år i august, som lægger scene til. Dels fordi gademusikerfestivalen i forvejen har en unge-scene. Men også fordi det er erfarne kulturfrivillige, der står bag festivalen, og den erfaring skal komme de unge til gode.

Hjælp til alt det komplicerede

Det er en kompliceret proces at lave en koncert. Der er mange ting, som skal falde på plads og tænkes ind for, at en idé kan få ben at gå på. Alting skal planlægges. ”Det tænker man sjældent over, når man har en brændende god idé. Men det hører med til at afvikle et godt arrangement, og der hjælper vi i samarbejde med en koordinator fra projektet” fortæller Finn Rosenløv fra Kulturskolen Norddjurs og frivillig i Grenaa Gademusiker Festival.

Gensidig erfaringsudveksling er nøglen

Netop støtten til unge og erfaringsudvekslingen er en bærende del af projektet. Men det er både de unge, der skal lære af de erfarne, og de erfarne, som skal lære af de unge.

”Ungdommen bliver ofte beskyldt for at være selvoptaget og doven, men det er altså langt fra tilfældet. Vi vil gerne lære unge, hvordan man fører ideer ud i livet, men vi vil også gerne lære af de unge. Hvad det er, som motiverer dem, og hvilke behov de har for at frivillige fællesskaber kan trives og udvikle sig? Det er altså en gensidig erfaringsudveksling, hvilket er vigtigt at understrege,” fortæller Finn Rosenløv.

Ingen voksen-belæring

Projektet er designet, så det ikke bliver belærende og instruerende. ”Vi skal ikke spørge de unge, om de har tænkt på det og det, men give indspark til, hvordan deres ønsker kan indfries”.

Projektet Ringe i Vandet i Norddjurs skal ende ud med, at de unge får en scene på Grenaa Gademusiker Festival, som de skal fylde med events. Det kan være dans, litteraturoplæsning, teater, performances eller koncerter.

Sådan kommer du med

For at være med, skal man være mellem 15 og 25 år, og man skal ansøge med en idé til et arrangement. Man kan arbejde både med det praktiske eller idéudvikling.

Ud fra ansøgningerne udvælges der 5-10 unge. Hvis man bliver udvalgt, skal man kunne deltage i en række møder med andre unge om aftenen i Arresten i Grenaa. Der er også et weekend-seminar i marts, hvor man kan møde unge fra de andre kommuner og erfaringsudveksle.

Finn Rosenløv opfordrer alle som har en idé til at søge. ”Selvom man, lige som de frivillige i Gademusikerfestivalen, ikke får løn, så får man erfaring med at skabe et projekt fra idé til udførelse. Det giver også noget på CV’et. Udover at man også bliver en del af et større fællesskab af unge, som interesserer sig for kunst og kultur”.

Hvis du er interesseret, eller du kender en som er interesseret, så kontakt Ringe i Vandets lokale projektkoordinator Henrik Majlund Toft på henr95q6@ndjurs.dk.

Om Kulturring Østjylland

Kulturring Østjylland er et samarbejde mellem Kulturministeriet og de syv østjyske kommuner: Skanderborg, Odder, Samsø, Favrskov, Hedensted, Syddjurs og Norddjurs.

Det overordnede formål med kulturaftalen er at understøtte kommunernes engagement og styrke samarbejdet kommunerne imellem.

Samarbejdet skal blandt andet sikre bedre ressourceudnyttelse gennem kulturregional koordinering og arbejdsdeling og fremme og videreudvikle de kulturelle institutioner, produktionsmiljøer og aktiviteter i kulturregionen.

Dertil, skal samarbejdet opsamle og videregive særlig viden og erfaringer på kulturområdet til gavn for det samlede kulturliv.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Henrik Majlund Toft
henr95q6@ndjurs.dk
Tlf. 52 62 89 83