Norddjurs ansætter ny direktør til velfærdsområdet

Publiceret 07-12-2022

Lene Mehlsen Thomsen bliver ny direktør for Norddjurs Kommunes velfærdsområde.

Billede af Lene Mehlsen Thomsen.

Det indstillede kommunens økonomiudvalg på deres møde i går. Den formelle godkendelse af ansættelsen sker på kommunalbestyrelsesmødet den 13. december.

På Norddjurs Kommunes økonomiudvalgsmøde i går blev der sat navn på kommunens nye velfærdsdirektør. Et enigt ansættelsesudvalg har besluttet at pege på Lene Mehlsen Thomsen som direktør for velfærdsområdet pr. 14. december 2022.

Lene Mehlsen Thomsen er oprindeligt uddannet cand.scient.pol. og har tidligere erfaring fra Aarhus- og Odense kommuner. Hun blev i 2017 ansat som souschef på skole- og dagtilbudsområdet i Norddjurs Kommune og efterfølgende som chef for området. Lene Mehlsen Thomsen har siden maj været konstitueret som velfærdsdirektør.

Som ny direktør får Lene Mehlsen Thomsen det overordnede ansvar for Sundheds- og Omsorgsområdet, Socialområdet, Skole- og Dagtilbud samt for Velfærdssekretariatet. Den nye velfærdsdirektør bliver samtidig udvalgsansvarlig for Voksen- og Plejeudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget.

"Jeg er rigtig glad for at kunne præsentere Lene Mehlsen Thomsen som vores nye velfærdsdirektør. I Lene får vi en direktør, der har oparbejdet en bred viden om velfærdsområdets udfordringer og politiske dagsordener, og som har de rette kompetencer til at stå i spidsen for området. Derfor er det også et enigt ansættelsesudvalg, der har valgt at pege på hende til stillingen," siger formand for ansættelsesudvalget borgmester Kasper Juncher Bjerregaard.

Kommunaldirektør Christian Bertelsen ser frem til samarbejdet med Lene Mehlsen Thomsen:

”Jeg er glad for, at vi nu har fået sat holdet i direktionen, og jeg ser frem til samarbejdet med Lene Mehlsen Thomsen. Med hende i spidsen for velfærdsforvaltningen kan vi udvikle dagtilbud, skole, sociale indsatser og god omsorg for kommunens ældre. Det vil ske i tæt samarbejde med ledere, medarbejdere, tillidsrepræsentanter og samarbejdspartnere.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Kasper Juncher Bjerregaard, borgmester

Mail: kjb@norddjurs.dk

Mobil: 51 23 86 14

Christian Bertelsen, kommunaldirektør

Mail: chb@norddjurs.dk

Mobil: 24 91 24 36