H.M. Dronningen besøger Anholt 2. juni

Når Hendes Majestæt Dronningen i år drager på sommertogt med Kongeskibet Dannebrog vil det også omfatte et besøg på Kattegatøen Anholt, som er en del af Norddjurs Kommune. Her vil øens beboere få rig mulighed for at komme tæt på begivenheden.

Torsdag den 2. juni får øen Anholt i Norddjurs Kommune kongeligt besøg. Det sker, når Kongeskibet Dannebrog ankommer ud for øen, og Dronningen sejler ind til den officielle modtagelse på Anholt Havn i chalup.

Besøget, som er en del af årets sommertogt, skal give den kongelige gæst et indblik i hverdagslivet og naturen på øen. De overordnede detaljer i dagens spændende og alsidige program ser sådan her ud:

  • Officiel modtagelse på Anholt Havn med modtagelseskomite, faneborg, blomsterbørn og Søværnets Tamburkorps.
  • Velkomst i hallen på Anholt Havn hvor borgmester Kasper Bjerregaard holder den officielle tale, og Dronningen møder bestyrelsen i Anholt Borgerforening.
  • Et besøg ved kystsikringen og efterfølgende køretur til Radartårnet, hvor der er udsyn til kystsikringen, med henblik på at give Dronningen et indblik i vigtigheden af sikringen.
  • Et besøg hos en Anholt-familie. Her møder Dronningen en familie med fem børn, som fortæller om de muligheder og udfordringer, der er forbundet med at bo på en lille ø langt ude i Kattegat.
  • Norddjurs Kommune er vært ved en frokost for særligt indbudte gæster.
  • En køretur i Ørkenen på Anholt, hvor Dronningen får lejlighed til at se nærmere på den unikke natur. Ørkenen er et stort landskab med ørkenagtig karakter. Den dækker 80 procent af øen og blev fredet i 1938.
  • Et besøg på udsigtspunktet ved Sønderstænge for at se udsigten ud over vandet og Anholt.
  • Stort kaffebord på havnen, hvor Dronningen sammen med alle beboere på Anholt bliver budt på kaffe og kage. Elever fra Anholt Skole synger en sang for Dronningen

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt venligst:

Kasper Bjerregaard, borgmester i Norddjurs Kommune
Mail: kjb@norddjurs.dk
Tlf.: 51 23 86 14