Mere fleksibel kollektiv trafik i Grenaa

Publiceret 05-05-2025

Kommunalbestyrelsen har lyttet til borgerne og gjort den kollektive trafik endnu mere fleksibel og direkte. Hen over sommeren nedlægges Telebybussen i Grenaa, hvorefter der satses på flextrafik. Samtidig etableres der endnu flere flextur-knudepunkter rundt om i kommunen.

At kunne komme rundt i hverdagen er nødvendigt for alle – også for dem, der ikke ejer en bil. Derfor gennemfører Norddjurs Kommune til sommer en række større ændringer i den kollektive trafik.

Telebybussen i Grenaa bliver nedlagt, og i stedet satses der i højere grad på den mere fleksible; flextrafik.

En samlet rapport for hele 2024 fra Midttrafik viser høj tilfredshed med denne type transport. 83 procent af de adspurgte svarer, at de er tilfredse med flextrafik, heraf er 53 procent meget tilfredse.

Med flextrafik transporterer man sig typisk ved at bestille en såkaldt flextur. En flextur svarer i princippet til at bestille en taxa, men det er bare billigere.

Da flextrafik er kollektiv trafik, kan der af og til være andre passagerer med i bilen, som skal køre med samme vej eller en mindre omvej.

Midlertidige ændringer i den kollektive trafik: 

  • Bybussen i Grenaa inklusiv Telebybussen kører gratis hen over sommeren fra den 28. juni til og med den 10. august.

Fremtidige ændringer i den kollektive trafik:

  • Telebybussen i Grenaa nedlægges den 11. august. Bybussen kører kun morgen og eftermiddagskørsel i fremtiden.
  • Byzonen i Grenaa nedlægges også den 11. august, så flextrafik i Grenaa bliver billigere.
  • Der etableres 18 nye flextur-knudepunkter i Norddjurs Kommune, der giver mulighed for billigere rejser. De nye flextur-knudepunkter er i drift fra den 30. juni.
  • Udvidet åbningstid ift. Telebybussen; man kan køre med flextrafik mellem kl. 6 og 24, 363 dage om året.
  • Mulighed for rejse til og fra lokationer man selv vælger.

Nye flextur-knudepunkter

Fleksibilitet er nøgleordet i denne nye serviceforbedring. Hvor Telebybussen krævede, at man steg på og af ved faste stoppesteder, giver flextur mulighed for at køre fra adresse til adresse.

Hvis man prioriterer at enten start- eller slutdestinationen skal være et såkaldt flextur-knudepunkt bliver rejsen billigere.

Der bliver etableret 18 nye flextur-knudepunkter i Norddjurs Kommune. De nye knudepunkter bliver blandt andet etableret ved sundhedsfunktioner og i flere bysamfund i det åbne land. Der er allerede 11 knudepunkter i Norddjurs Kommune, og deres placering kan ses nedenfor. 

Et kort over de nuværende knudepunkter findes her

Bestilling og priser

Ændringerne i den kollektive trafik gør at prisen for en flextur kan komme helt ned på 3 kroner per kilometer, hvis turen går til eller fra et flextur-knudepunkt.

Minimumsprisen for en køretur er dog 25 kroner og prisen stiger efter 20 kilometer til 8 kroner per kilometer.

Hvis der ikke rejses til eller fra et flextur-knudepunkt er standardprisen 8 kroner per kilometer, dog minimum 39 kroner.

Bestilling af flextur kan blandt andet ske via apps og Midttrafiks hjemmeside. Det er også muligt at bestille over telefon 87 40 83 00 fra kl. 8-16.

Mere information om flextur og bestilling kan findes her

For at klæde Norddjurs Kommunes borgere på til at bruge den fleksible kollektive transport, laver Midttrafik en informationskampagne om flextrafik.

Ved spørgsmål kontakt:

kollektivtrafik@norddjurs.dk

OBS

Der har tidligere været fejl i datoerne ovenfor. Disse er rettet nu.