Kantinen hos L-tek i Nørager er denne tirsdag formiddag ikke fyldt med metalvirksomhedens 100+ ansatte.
Rundt om bordene sidder i stedet en lærepladsansvarlig fra Aarhus Tech, en jobkonsulent fra Syddjurs, adskillige jobsøgende, nogen fra Norddjurs og nogen fra de omkringliggende kommuner, samt et par andre interesserede.
"Vi er her for at se, hvor potentielle lærepladser kan ligge. Det tager cirka tre kvarter at køre fra skolen inde i Aarhus, og det har vi nogle elever, der kører hver dag på nogle uddannelser. Fleksibel mødetid og samkørsels ordninger kan hjælpe til at gøre lærepladsen mere attraktiv".
Sådan lyder det gode råd fra Jens Bodelsen, lærepladsansvarlig fra Aarhus Tech. Skolen har allerede en elev i lære som teknisk designer hos L-tek. Denne dag er Jens Bodelsen dog på udkig efter lærepladser til bl.a. smede og industriteknikere.
Besøget er del af en større, fælles markedsføringskampagne "Opdag din arbejdsplads", der skal trække arbejdskraft til Djursland.
I alt arrangerer Business Djursland knap 25 åbne virksomhedsbesøg med økonomisk støtte fra Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune.
Fælles fodslag
"Der findes gode arbejdspladser på hele Djursland, og det er vi nødt til at stå sammen om at gøre opmærksom på som erhvervsliv, selvfølgelig med støtte fra kommunerne."
Det fortæller Palle Martin, administrerende direktør hos L-tek i Nørager. Og imens han viser de besøgende rundt på virksomheden, roser han de seneste tiltag:
"Det virker som om, der bliver gjort meget fra kommunen. De sidste 3-4 år har vi set en stor opbakning til det lokale erhvervsliv og til at gøre det synligt. Det er en oplevelse af, at vi står tæt sammen som kommune og erhvervsliv om at skabe en god udvikling."
Fem ben i samme retning
Virksomhedsbesøgene er et ud flere tiltag, der med professionel branding skal få omverdenens øjne op for kvaliteterne på det nordlige Djursland. De andre ben er blandt andet en erhvervskampagne, en bosætningskampagne, deltagelse på en hollandsk messe for udenlandsk arbejdskraft samt en landsbykampagne.
Kampagnen 'Opdag din Arbejdsplads' er støttet økonomisk af Norddjurs Kommunes Arbejdsmarkedsafdeling, og udvalgsformand Karoline Bergkvist Søgaard ser det som en naturlig del af samarbejdet med virksomhederne:
"Vi har et rigtig godt samarbejde med virksomhederne om hjælp til rekruttering, både når det gælder alternative og ordinære ansættelser. Norddjurs Kommune er flere år i træk kåret som Østjyllands bedste rekrutteringshjælp, men vi vil selvfølgelig gerne sammen med virksomhederne få endnu flere til at opdage deres kommende arbejdsplads i Norddjurs."
Der resterer 8 virksomhedsbesøg i ”Opdag din arbejdsplads i Norddjurs”:
- De Danske Gærfabrikker / Lallemand - Grenaa onsdag d. 26. februar
- Arkikon - Grenaa onsdag d. 5. marts
- Nørgaard Teknik - Auning torsdag d. 6. marts
- Møllebækken - Fjellerup fredag d. 7. marts
- Viden Djurs - Grenaa tirsdag d. 11. marts
- Djurslands Bank - Grenaa fredag d. 14. marts
- Kattegatcentret - Grenaa mandag d. 24. marts
- VAM - Vester Alling onsdag d. 26. marts
Alle interesserede kan læse mere og tilmelde sig besøgene på norddjurs.dk/jobpaadjursland.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Peter Mohlin Kring, Kommunikationskonsulent, Norddjurs Kommune
petk@norddjurs.dk
23 45 34 86