Denne bevilling er en fortsættelse af sidste års succesfulde deltagelse i programmet, som blev initieret efter borgmesterens deltagelse i COP28.
Norddjurs Kommune deltager i dette internationale program sammen med fem andre danske kommuner og øvrige deltagere fra mere end 90 byer verden over.
Programmet finansieres af den amerikanske fond Bloomberg Philanthropies’ Youth Climate Action Fund.
Flere penge til de unges klimaprojekter
Bevillingen til Norddjurs Kommune er i 2025 på ca. 700.000 kr. Midlerne vil give Norddjurs Kommunes unge mennesker i alderen 15 til 24 år mulighed for at føre udvalgte projekter ud i livet i kampen mod klimaforandringer.
De unge får i programmet tilbud om mikrotilskud i størrelsesordenen 7.000 kr. til 35.000 kr. til deres klimaprojekter.
Der er nu åbent for ansøgninger på Norddjurs Kommunes hjemmeside, og fristen for første ansøgningsrunde er 31. marts 2025.
Programperioden løber frem til 31. oktober 2025. I denne periode vil Norddjurs Kommune sammen med lokale unge arbejde på at udvikle og implementere klima-projekter, der adresserer lokale udfordringer og bidrager til bæredygtige løsninger.
Klimaprojekterne kan også gennemføres i et samarbejde mellem de unge og lokale foreninger og institutioner; fx museer, skoler og fritidsordninger.
Tilfredshed og tro på fremtiden
Borgmester Kasper Bjerregaard udtrykker stor tilfredshed med, at Norddjurs Kommune igen er blandt de udvalgte deltagere.
"Vi er utroligt glade for, at Norddjurs Kommune fortsat er en del af dette internationale program. Youth Climate Action Fund gør det muligt for unge over hele verden at gøre deres klimadrømme til virkelighed. Vi har brug for de unges engagement og ideer for at løse klimaudfordringerne lokalt og globalt."
Kasper Bjerregaard fortsætter:
"Denne bevilling giver os mulighed for at understøtte og realisere de visioner, vores lokale unge har for klimaet. Sidste år så vi nogle utroligt spændende tiltag fra de unge i vores kommune, og jeg følger stadig med i deres fremskridt. Jeg venter spændt på at se, hvilke innovative projekter der kommer ud af dette års program. De unges engagement og kreativitet er afgørende for vores fælles indsats mod klimaforandringerne."
I 2024 blev der i Norddjurs Kommune udbetalt støtte til 14 ungdomsdrevne klimaprojekter; i alt 278.000 kr.
Et af disse projekter involverede et besøg af en kok fra Meyers Madhus.
Mathias Bakmand, som er konstitueret forperson for Ungdomshuset Arresten, udtaler:
”Vi var en gruppe unge, som på dagen fik undervisning i, hvordan vi kan lave klimavenlig grøn mad. Kokken medbragte råvarer og delte ud af sine gode ideer, og vi lærte blandt andet at erstatte umami fra kød med forskellige krydderier.”
Mathias Bakmand er godt tilfreds med samarbejdet med Norddjurs Kommune.
”Vi unge blev lyttet til og taget med på råd, og som en ekstra bonus var det lærerigt at få et indblik i den kommunale verden.”
Sammen om et Grønt Norddjurs
Norddjurs Kommune opfordrer kommunens unge til at deltage aktivt i programmet og bidrage med deres innovative ideer og engagement. Du kan holde dig opdateret om projektet på kommunens sociale medier i løbet af foråret og sommeren.
Klik på linket, hvis du ønsker at læse mere om projektet eller at søge om midler til dit klimaprojekt.
Der er frist for første ansøgningsrunde 31. marts 2025.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Kasper Juncher Bjerregaard, borgmester Norddjurs Kommune
Mail: kjb@norddjurs.dk
Mobil: 21 29 79 94
Zenia Strunck Mikkelsen, konsulent Norddjurs Kommune
Mail: zstm@norddjurs.dk
Mobil: 21 77 36 33