Aftalen understøtter væksten i forhold til dimensioneringsaftalerne, hvor der fra 2020 er aftalt en forøgelse i antal af elever på social- og sundhedsuddannelserne. Derudover skal aftalen understøtte udmøntning af finansloven for 2023, hvor der blev afsat midler til mere uddannet pædagogisk personale på dagtilbudsområdet.
Målet med partnerskabsaftalen, er at:
- Opdyrke meningsfulde samarbejdsrelationer og samarbejdsfelter
- Samarbejde om den kommunale rekrutteringsindsats
- Samarbejde om lokale grundforløb på uddannelsen
- Sparre med hinanden om branchens behov og udvikling
- Samarbejde om kompetenceudvikling og projekter
- Cementere Norddjurs kommunes position som attraktivt uddannelsessted
- Samarbejde om øget gennemførsel af kommunens elever
Arbejdet er sat i gang
Mandag den 2. september 2024 mødtes parterne for at drøfte, hvordan de sammen kan sætte handlinger bag aftalen og dermed bidrage til at forbedre og sikre kvalitet i uddannelserne, højne rekruttering og øge gennemførslen på uddannelserne.
”Aftalen danner et rigtig godt grundlag for en fælles indsats for at styrke både uddannelserne og arbejdskraften inden for social- og sundhedsområdet samt det pædagogiske område. Vores møde bar tydeligt præg af en fælles vilje og tydeliggjorde, at vi sammen kan meget mere end hver for sig. Jeg ser frem til det videre samarbejde,” udtaler Lisbeth Hvid Christensen, Direktør for Randers Social- og Sundhedsskole.
På mødet blev der aftalt konkrete initiativer med udgangspunkt i tre forskellige indsatsområder: rekruttering til uddannelser, rekruttering af ledige og tosprogede og efter- og videreuddannelse.
Et samarbejde med fremtidig betydning
Med aftalen er Randers Social- og Sundhedsskole og Norddjurs Kommune klar til at tage skridtene mod en stærkere og mere fremadskuende uddannelsesindsats, der vil have stor betydning for fremtidens velfærd.
"Partnerskabsaftalen er et vigtigt skridt i vores indsats for at sikre, at Norddjurs Kommune får kvalificeret arbejdskraft inden for social- og sundhedssektoren. Ved at styrke samarbejdet med Randers Social- og Sundhedsskole kan vi højne og sikre rekruttering til uddannelserne, hvilket er afgørende for at kunne levere god service til vores borgere i dag – men også i fremtiden," udtaler Lene Mehlsen Thomsen, Velfærdsdirektør i Norddjurs Kommune.