Lars Pedersen (A), tidligere medlem af Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, er død

Publiceret 09-09-2024

Borgmester Kasper Bjerregaards (V) mindeord om Lars Pedersen.

Det var med stor sorg, at jeg modtog meddelelsen om, at Lars Pedersen onsdag den 28. august omkom i en trafikulykke. Kun 59 år gammel forlader han os alt for tidligt.

Djursland har på tragisk vis mistet en lokalpolitisk ildsjæl, et afholdt menneske og en vellidt kollega. En familie har mistet deres mand og far.

I en svær tid går mine tanker og medfølelse især til Lars Pedersens familie og nære pårørende.

En engageret politiker

Lars Pedersen var et aktivt medlem af Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for Socialdemokratiet over flere perioder.

Lars Pedersen blev første gang valgt ind i Kommunalbestyrelsen i 2013 og igen i 2017 med et flot personligt valgresultat på 417 stemmer.

Han havde siden Kommunalvalget i 2021 været suppleant til Kommunalbestyrelsen. Med sit ukuelige lokale engagement indtog han den rolle så sent som den 20. august i år.

Lars Pedersen var i tidens løb medlem af blandt andet Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget og Voksen- og Plejeudvalget. I sin anden valgperiode var han desuden udpeget som næstformand i Grenaa Havns bestyrelse.

Jeg har lært Lars Pedersen at kende som en engageret politiker med fokus på det helt lokale og nære, men også en politiker med udsyn og interesse for de store linjer. Lars udnævnte i debatten ofte sig selv til ”klimaminister” og kastede sig altid ivrigt ind i diskussionen, når det gjaldt solceller, vindmøller og grøn omstilling.

Men først og fremmest har jeg lært Lars at kende som et helt igennem godt og varmt menneske. Altid positiv og med et smil på læben og altid god for en frisk bemærkning, hvis stemningen blev lidt for stram og formel.

Stærk lokal forankring

Lars Pedersen var født og opvokset i en arbejderfamilie i Udbyhøj. Faren var tømrer, moren var hjemmegående.

Han var gennem hele sit liv stærkt forankret og optaget af sit lokalområde, som han repræsenterede på fornemste vis.

Det store lokale engagement kom ikke kun den lokalpolitiske scene til gode. Det kom også til udtryk ved medvirken i lokalteater og revy.

En kompetent og vellidt kollega

Lars Pedersen var oprindeligt uddannet mekaniker hos Holbæk Autoværksted tæt på Ørsted.

Han arbejdede i en årrække som arbejdsmand hos Ørsted Murerforretning samt som stilladsarbejder i Aarhus, hvor det lå ham naturligt også at tage del i den lokale fagforening for stilladsarbejdere. Han kastede sig desuden over bestyrelsesarbejde i 3F’s lokalafdeling.

Ved sin død var Lars Pedersen ansat i Norddjurs Kommune som bostøttemedarbejder i bofællesskaberne på Valmuevej i Glesborg og var desuden tilknyttet som bostøttemedarbejder hos hjemmeboende borgere. Tidligere har han også arbejdet i botilbuddet Dolmer Have beliggende i udkanten af Grenaa.

Jeg ved, at Lars Pedersen var meget afholdt af beboere og kollegaer. Derfor fylder savnet af en kompetent og vellidt kollega, som havde en stor empati og medmenneskelighed, som gjorde, at han kom tæt på mennesker, som få andre kunne. Mine tanker går til familien og de kollegaer og borgere, som havde Lars Pedersen helt tæt på.

Æret være Lars Pedersens minde.

Borgmester i Norddjurs Kommune, Kasper Bjerregaard (V)