I 1874 blev en af Danmarkshistoriens største videnskabsmænd født i Lillegade 50 i Grenaa. 150 år senere bliver han fejret med nobelprismodtagermaner.
Med en audiowalk kan man gå gennem Grenaas gader i hans fodspor. Der er åbent hus og have i hans barndomshjem. Et stort gavlmaleri bliver indviet i hans barndoms gade. Og det er bare et udpluk af det, alle kan opleve til Grenaa Kulturaften.
"August Krogh var en super sej og spændende person, der selv på hans 150-års fødselsdag taler til vores tid. Han arbejdede tæt sammen med sin hustru, stod op for de yngre forskere og deres forhold, og forudsagde endda at den globale temperatur ville stige på grund afbrændingen af fossile brændstoffer," fortæller Zenia Strunck Mikkelsen, Norddjurs Kommunes tovholder på den store August Krogh fejring.
Oplevelser før kulturaftenen
Inden kulturaftenen kan man allerede om den 24. september opleve et gratis foredrag med den fantastiske formidler og forsker Tobias Wang fra Aarhus Universitet.
Som del af at August Krogh kommer på skoleskemaet, får de ældste børn og unge i kommunen også et særligt skoleforedrag med den underholdende universitetsprofessor.
August Krogh er desuden tema til Norddjurs Naturvidenskabsfestival den 24.-25. september, ligesom der er et særligt undervisningsforløb for gymnasieklasser i samarbejde med phd-studerende fra Københavns Universitet, med moduler både indenfor bioteknologi (insulin) og geovidenskab (klimaændringer).
Søn af en brygger - inspiration til ny øl
Da August Krogh var tre år gammel købte faderen 'Bryggeriet Djursland' med tilhørende bolig. August Krogh skriver selv at:
"Noget af det første, jeg husker, var udgravningen af en ny ølkælder under gårdens nordøstre hjørne med en underjordisk ledning fra bryggeriet. Der blev ved den lejlighed fundet adskilligt, som gjorde dybt indtryk på mig, navnlig et antal store vildsvinetænder."
Kroghs bryggerhistorie har givet inspiration til tre særlige jubilæumsøl fra Ebeltoft Gårdbryggeri, hvoraf en af øllene er produceret med enzymer fra Novo. Øllene kan smages og købes til Grenaa Kulturaften.
Bag fejringen står Norddjurs Kommune og en række medarrangører.
Læs mere på norddjurs.dk/augustkrogh
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Zenia Strunck Mikkelsen, Kultur-og kommunikationskonsulent samt tovholder for August Krogh fejringen, Norddjurs Kommune
zstm@norddjurs.dk
21 77 36 33