Vild Med Vilje-bede i Norddjurs Kommune

Publiceret 03-10-2024

I dette efterår vil Driftscenter Norddjurs forvandle de vilde rabatter på Århusvej i Grenaa og de vilde bede i rondellerne på Østergade og Mogensgade i Grenaa til mere tæmmede bede.
Herefter vil vi fokusere på Centertorvet i Auning og få bedene her renoveret med ny beplantning.

Vi er klar med en ny sammensætning af stauder, buske og prydløg og vil foretage arbejdet med at udskifte de nuværende planter med nye i dette efterår.

Rydning af bedene vil ske i uge 41-42 i Grenaa og fortsætte i Auning herefter. Plante- og sættearbejdet forventes at pågå i ugerne 44-45.

Århusvej i Grenaa

Med plantevalget er der skabt grobund for, at der kommer en fin forårsblomstring, masser af dejligt grønt og farver i sommeren og sensommeren med dette nye tiltag. Arterne, der er valgt, er lave og stabile, så de kan vokse og stå uden støtte og uden at genere oversigtsforholdene for trafikanterne.

Rondellerne i Mogensgade og Østergade i Grenaa

Planteforslaget vil skabe højde i midten af rondellerne og god fladedækning i resten af rondellen. Arterne er udvalgt for at skabe blomstring forår, sommer og sensommer; i vinteren vil græssernes blomsterstande og sommerfuglebuskenes grene skabe struktur i den bladløse tid. Forårsløg vil supplere stauderne og med blomstring i det tidlige forår.

Centertorvet i Auning

Her vil vi skabe en indramning af p-pladsen med en stedsegrøn hæk. Den eksisterede Vild Med Vilje-beplantning vil vi erstatte med en ny mere salttolerant frøblanding, som vi håber, kan trives i bedet på p-pladsen.

I et mindre bed vil vi supplere med fine små arter, da skilte og oversigtsforhold kræver dette her.

Tag godt imod de nye planter.

Kontakt

Driftskontoret