Grønt lys til Fjellerup Udvikling

Publiceret 14-11-2024

Projektet Fjellerup Udvikling får dispensation fra en række bestemmelser, blandt andet strandbeskyttelseslinjen. Det er netop meddelt Norddjurs Kommune.

Visualisering

Dermed er der nu igen udsigt til, at to forfaldne bygninger i strandbeskyttelses-zonen kan renoveres, at Fjellerups kulturhistorie kan træde tydeligere frem, og at der kan skabes flere naturlige opholdssteder, så alle besøgende oplever, at der er højt til himlen og plads til både cykel, bil og strandtæppe.

Godt for turismeerhvervet

Kasper Bjerregaard, borgmester i Norddjurs Kommune, er meget tilfreds med dispensationen. Han udtaler:

”Der er godt gang i turismeudviklingen i og omkring Fjellerup – bl.a. med ny kapacitet i feriecentre og nybygning af sommerhuse. Denne udvikling kan nu suppleres og styrkes af projekt ”Fjellerup Udvikling”, der på denne måde er med til at sætte yderligere fart på udviklingen af turismeerhvervet, så endnu flere kan få endnu mere ud af vores skønne kyststrækning.”

Det glæder også Allan Gjersbøl Jørgensen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune:

”Sidste år blev døren lukket for projektet. Den dør er nu igen åbnet på klem, nu skal vi have skubbet den helt op, så mulighederne kan udfolde sig.”

Udvalgsformanden maner samtidig til tålmodighed og fortæller, at der går flere år før strandgæsterne kan springe i vandet fra X-broen og nyde resten af projektets nedslagspunkter:

”Vi regner med at projektet står færdigt om fire år. I forløbet vil der være en stor åbenhed om de forskellige skridt i processen, og hvornår borgerne har mulighed for at påvirke projektet. Men først skal vi læse betingelserne grundigt igennem og indhente en række konkrete tilladelser.”

Tidsplan og albuerum

Første skridt bliver en konkret tidsplan, hvor en vigtig del af planen er at komme godt fra start og holde de berørte løbende orienteret om projektets fremskridt og mulighederne for at komme i dialog og blive inddraget.

For at kunne gøre brug af dispensationen er der stadig behov for de almindelige myndighedsbehandlinger for byggerier, med tilladelser, der skal indhentes, forskellige indledende undersøgelser, der skal laves, og høringsprocesser, der skal gennemføres. Tilladelserne vil blive søgt med størst muligt albuerum, så politikerne kan træffe beslutninger om materialevalg og endelig udformning, og de offentlige høringer kan forbedre projektet.

Læs evt. mere her: https://www.blkm.dk/aktuelt/singlevisning/ni-udvalgte-turismeprojekter-i-landdistrikterne-faar-mulighed-for-at-blive-til-virkelighed

Kontakt

Kasper Juncher Bjerregaard
Borgmester
Norddjurs Kommune
Telefon:2360 0368

Kontakt

Allan Gjersbøl Jørgensen
Udvalgsformand, Kultur- og Fritidsudvalget
Telefon:2943 4944

Kontakt

Henrik Boldsen
Kultur og Fritid