Forbedring af fysiske rammer i dagtilbud i Grenaa

Publiceret 08-11-2024

Norddjurs Kommune har gennemført en række betydelige forbedringer af de fysiske rammer i flere dagtilbud i Grenaa i perioden 2023-2024. Disse initiativer er en del af kommunens løbende indsats for at sikre optimale lærings- og udviklingsmiljøer for kommunens børn.

I perioden 2023-2024 har Norddjurs Kommune gennemført store og små renoveringer af flere dagtilbud i Grenaa. Disse forbedringer er en del af kommunens indsats for at skabe optimale rammer for børnene.

Formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Aleksander Myrhøj, udtaler:

“Vi er stolte over de forbedringer, vi har opnået i dagtilbuddene i Grenaa. Initiativerne er med til at sikre, at vores børn nu har bedre rammer for trivsel og udvikling i hverdagen. Gode fysiske rammer omkring leg og læring er et gennemgående fokus for udvalget på hele børneområdet, og vi er glade for, at vi har kunnet gennemføre både store og små projekter, som alle bidrager til en bedre hverdag for børnene og deres voksne i Område Grenaa. Vores høje ambitioner for både arbejdsmiljø og pædagogisk miljø kalder på fortsat fokus, så vi arbejder videre."

Børnehaven Landsbyen og Børnehuset Regnbuen har gennemgået betydelige opgraderinger, som har forbedret faciliteterne. Ligeledes er Børnehuset Solstrålen opgraderet og genåbnet. Genåbningen af Solstrålen medfører, at Norddjurs Kommune kan tilbyde flere dagtilbudspladser i område Grenaa.

Renoveringerne har omfattet en række forskellige tiltag, der har haft til formål at modernisere og forbedre de fysiske rammer i dagtilbuddene. Dette inkluderer blandt andet opgraderinger af belysning, lofter, gulvbelægninger og ventilation samt udskiftning af døre og vinduer. Disse tiltag har ikke kun forbedret de fysiske forhold, men har også skabt mere inspirerende og trygge omgivelser for både børn og personale.

Derudover har Børne- og Ungdomsudvalget i oktober 2024 godkendt et projektforslag for en ny skovbørnehave i Grenaa. Den nye bygning, som forventes færdig i slutningen af 2026, vil tilbyde moderne faciliteter og rummelige omgivelser for børnene med fokus på krea, køkken og natur. Mens byggeriet står på, vil Skovbørnehaven midlertidigt være placeret i Vores Hus på Chr. Winthers Vej i Grenaa.

Lederen af Område Grenaa, Lise Svane, tilføjer:

“Jeg er glad for, at politikkerne har valgt at prioritere, at børnene har de bedste rammer i forhold til deres trivsel og udvikling i område Grenaa dagtilbud. Jeg er som områdeleder både glad for og stolt over, hvordan børn, forældre og personale har tacklet processen omkring renoveringerne, der har forstyrret deres hverdag. Vi nyder alle nu at være tilbage i nye og forbedrede institutioner.”

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Aleksander Myrhøj, Formand for Børne- og Ungdomsudvalget
alekmy@norddjurs.dk
23 82 33 54

Lise Svane, Leder af Område Grenaa
lish@norddjurs.dk
61 20 33 44