Stormflodssikring af Grenaa

Publiceret 25-06-2024

En vigtig milepæl er nået i processen med at sikre Grenaa mod stigende havvand.

Kommunalbestyrelsen godkendte på deres seneste møde at tage næste skridt i arbejdet med at stormflodssikre Grenaa. Det er en glædelig nyhed for de berørte borgere, som nu kan se frem til øget beskyttelse mod oversvømmelser.

Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune har tidligere godkendt arbejdet med strategien ”Grenaa – Næse for vand”, som blandt andet har til formål at sikre Grenaa mod trusler fra klimaforandringer og stigende vandstande.

Gennemførelse af projektet

Som et led i finansieringen af denne fremtidssikring søgte Norddjurs Kommune i oktober 2023 midler fra statens Kystpulje til Stormflodssikring af Grenaa; et selvstændigt afgrænset projekt, som indgår i strategien ”Grenaa - Næse for Vand”. Projektet består af vejhævninger, etablering af dige, højvandslukke samt betonmure.

Stormflodssikringen af Grenaa er det nødvendige åbningstræk i strategien ”Grenaa - Næse for Vand” og har til formål at sikre værdierne i området. Derved er projektet en forudsætning for det videre arbejde med ”Grenaa - Næse for Vand”, som også har fokus på byudvikling og på at styrke de rekreative sammenhænge.

Norddjurs Kommune fik i december 2023 tilsagn om 12,2 mio. kr. fra Kystpuljen; dette beløb dækker omkring 40 % af udgifterne til dette afgrænsede projekt. Den øvrige finansiering kan bestå af kommunale midler, fondsmidler og eventuel bidragsfordeling.

I april 2024 fremsendte Kystdirektoratet en positiv udtalelse om projektet, og derefter var den næste vigtige forudsætning for projektets gennemførelse, at Kommunalbestyrelsen besluttede at fremme projektet til næste skridt. Med den bekræftende beslutning tirsdag aften har Kommunalbestyrelsen besluttet at gå videre med dette kommunale fællesprojekt, som ventes at stå færdigt senest i 2028.

Tilfredshed hos Norddjurs Kommune

Hos formand for Miljø- og Teknikudvalget Niels Ole Birk er der stolthed over at have nået en så vigtig milepæl. Niels Ole Birk udtaler på udvalgets vegne:

"Det er fantastisk at se, at vi nu kan gå videre med stormflodssikringen af Grenaa. Dette projekt er vitalt for at beskytte vores by mod fremtidige oversvømmelser, og det er en afgørende for vores strategi om at sikre kysten."

Borgmester Kasper Bjerregaard tilføjer:

"Vi er meget glade for at have fået tilsagn om midler fra Kystpuljen, og med Kommunalbestyrelsens beslutning tirsdag kan vi nu tage det næste nødvendige skridt. Det er et stort skridt fremad for vores kommune og en stor lettelse for de berørte borgere."

På Norddjurs Kommunes hjemmeside er strategien ”Grenaa – Næse for vand” nærmere beskrevet.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Kasper Juncher Bjerregaard, borgmester Norddjurs Kommune
Mail: kjb@norddjurs.dk
Mobil: 51 23 86 14

Niels Ole Birk, formand for Miljø- og Teknikudvalget
Mail: nobn@norddjurs.dk
Mobil: 21 67 03 15

Klimakoordinator Maria Freund
Mail: mfre@norddjurs.dk
Mobil: 23 31 76 40