Regelændringen gør det blandt andet muligt for sponsorer at sætte deres navne på opsat inventar som sommermøbler og parasoller, byernes butikker kan permanent lave fælles skiltestander, ændringerne giver bedre muligheder for arrangementer med mere.
Beslutningen bringer sommersmilet frem hos Karol Fuks, citychef i Handel Grenaa, som også har indsendt høringssvar i processen:
"De har absolut taget vores input til efterretning, og det er vi vældig godt tilfredse med. Borgerne kan nu se frem til nogle flere fede arrangementer, og vi kan nemmere reklamere for arrangementerne og fortælle folk, hvad der forgår i byen."
Citychefen tilføjer, at som følge af det nye regulativ vil der igen komme et vejviserskilt op på torvet i Grenaa ved det tidligere turistkontor. Og han understreger, at alle butikkerne i Grenaas gågader får mulighed for at komme på efter først til mølle-princippet, når Handel Grenaa åbner op tilmelding, uanset om butikken er medlem af foreningen.
Bedre formidling
Norddjurs Kommune har omskrevet det nye regulativ, så det er nemmere at forstå. Kommunen er også i gang med at forbedre informationen til arrangører, så det på hjemmesiden bliver mere tydeligt hvilke tilladelser der skal søges hvor, hvis man vil holde offentlige arrangementer. Og de initiativer glæder formanden for Auning Handel & Erhverv, Anders Rasmussen:
"Det har været et stort behov. Vi i handelsforeningen er bedst til at drive vores egne butikker, og så skal vi lave nogle arrangementer derudover. Derfor er det vigtigt, det bliver så smidigt og let at arbejde med som muligt. Så jeg vil gerne rose kommunen for at lytte til vores behov."
Formand for Erhvervsudvalget Stinne Thorsen Kvorning udtaler:
"Forenklingerne viser, at vi er på samme hold, når det handler om at skabe et godt byliv. Og de ligger helt i tråd med kommunens mål om at skabe mindre bureaukrati. For når vi giver borgere og butikker medejerskab over byerne, så udvikler de sig bedst."
Formand for Miljø- og Teknikudvalget Niels Ole Birk udtaler:
"Vi har lyttet nøje til handelsstandsforeningernes input, og jeg er glad for, at vi med de nye regler kan imødekomme byernes behov. Med de nye muligheder for skiltning og forbedret information til arrangører, gør vi det enklere at navigere i reglerne."
Fakta – fire konkrete forbedringer
- Nemmere adgang til skiltning for sponsorer på inventar i gaderummet og ved arrangementer.
- Mulighed for fælles skiltestandere er blevet gjort permanent.
- Virksomheder og arrangører kan indsende ansøgninger om brug af gaderummet i en flerårig periode under forudsætning af, at der ikke ændres i formål og udformning i ansøgningen.
- Kommunen er ved at lave en mere pædagogisk oversigt over, hvilke tilladelser arrangører skal søge og hvor de skal søges.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Stinne Thorsen Kvorning, fmd. Erhvervsudvalget i Norddjurs Kommune
stkv@norddjurs.dk
28 25 60 24
Niels Ole Birk, fmd. Miljø- og Teknikudvalget i Norddjurs Kommune
nobn@norddjurs.dk
21 67 03 15