Glesborg Skole får igen Det Grønne Flag

Publiceret 03-07-2024

For tredje år i træk kan Glesborg Skole kalde sig ’en grøn skole’.

Når klokkerne ringer ind efter sommerferien, kan elever og personale på Glesborg Skole glæde sig over, at skolen fortsat kan bryste sig af at være 'en grøn skole'. For tredje år i træk har skolen fået tildelt Det Grønne Flag af Friluftsrådet for skolens tiltag, undervisning og arrangementer, som er med til at gøre skolen endnu mere grøn, øge biodiversiteten og gøre alle på skolen opmærksomme på naturen, vi er en del af.

Det er en indsats, som særligt glæder formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Aleksander Myrhøj:

"Vi er stolte over, at Glesborg Skole lykkes med at indtænke natur og biodiversitet i hverdagen og endnu en gang vist, at grøn omstilling, natur- og miljøindsatser med succes kan foregå forankret i hverdagen blandt børn og personale."

Glesborg Skole vil være ”måske universets grønneste skole”

Skolen har sat barren højt med en vision om at blive "måske universets grønneste skole", og det er også en af grundene til, at skolen får tildelt Det Grønne Flag. Skolens mål er at få så meget biodiversitet ind som muligt.

I arbejdet henimod at blive en grønnere skole har Glesborg Skole i dette skoleår særligt haft fokus på udearealerne omkring skolen med flere vilde områder, hvor græsset ikke længere bliver slået.

Der er også blevet etableret sansehaver med sumpområde og skovområde, som inddrages i undervisningen. For eksempel er der etableret et sumpbed med over 30 forskellige planter, busker og træer i et område midt på skolen, hvor der før var monokultur med mere ensartet beplantning.

Eleverne har forinden lavet en "biotop-undersøgelse" af, hvor mange insekter der findes i området og skal efter sommerferien igen undersøge, om tiltaget har øget biodiversiteten i området.

Alt dette er med til at understøtte arbejdet med praksisnære læringsmiljøer, som Aleksander Myrhøj også fremhæver vigtigheden af:

"Arbejdet med skolens udearealer skaber praksisnære læringsmiljøer, hvor eleverne kan opleve naturfagene udfolde sig i praksis. Processen fra vision til færdigt projekt rummer derudover massevis af læring, ejerskab og fællesskab for voksne og børn. Jeg har desuden været så heldig at kunne følge med fra sidelinjen som forælder og opleve den nysgerrighed og glæde, som naturprojekterne har skabt blandt eleverne og medarbejderne".

En af lærerne bag arbejdet, Ole Soelberg, fortæller endvidere:

"Det er vores indtryk, at eleverne er vilde med det praksisfaglige element i undervisningen, og føler at de efterlader et mærke på skolen, når de er med til at etablere f.eks. en skov".

I det kommende skoleår vil der blandt andet være fokus på den nyanlagte "Miyawaki skov", som er plantet af eleverne efter et princip, hvor man planter en masse planter på et tæt område, og som vil vokse op fem gange så hurtigt, som en normal skov. Skoven er anlagt med støtte fra foreningen Praktisk Økologi.

Hvordan bliver man en Grøn Skole?

For at få Det Grønne Flag skal skolen opfylde Grøn Skole-programmets 7 trin, heriblandt oprette et grønt råd med deltagelse af elever, udarbejde en grøn vision for skolen og lave en handleplan med konkrete handlinger og aktiviteter for, hvordan skolen vil arbejde hen mod målene fra visionen.

Alt sammen et stort arbejde, der involverer både elever og medarbejdere, og som understøtter kommunens mål i klimahandleplanen om løbende at udvikle nye undervisningsforløb og tilbud om biodiversitet, den grønne dagsorden og klima.

Flere oplysninger:

Thomas Olesen, Skole- og Dagtilbudschef
Norddjurs Kommune
Mail: to@norddjurs.dk
Mobil: 30 30 88 39

Aleksander Myrhøj, udvalgsformand for Børn- og Ungdomsudvalget
Norddjurs Kommune
Mail: alekmy@norddjurs.dk
Mobil: 23 82 33 54