7. og 9. årgang taler op!

Publiceret 26-01-2024

Med teaterøvelser, improvisationstræning og gode snakke får eleverne mod til at stille sig frem og præsentere en holdning, fremlægge en faglig opgave og redskaberne til at tale en hel forsamling op. I disse uger gennemgår alle 7. og 9. klasser i Norddjurs Kommune nemlig forløbet Speak Up.

Foto - Rasmus Bach Thaastrup-Leth, Randers Teaters Tine Eibye, Iris Spahic og Mai Kathrine Husum fra 7.c på Søren Kanne Skolen.
På billedet: Rasmus Bach Thaastrup-Leth, Randers Teaters Tine Eibye, Iris Spahic og Mai Kathrine Husum fra 7.c på Søren Kanne Skolen.

Formiddagsklokken ringer ind på Søren Kanne Skolen.

Nu er det 7.c's tur til at vove fjerene. Underviser og souschef fra Randers Teater, Tine Eibye, står klar til at hjælpe eleverne derud, hvor håndfladerne bliver fugtige, pulsen stiger, og kinderne tager farve. Eleverne guides nemlig igennem præsentation, kropssprog, fortælleteknikker og improvisation.

Rasmus og Mai fra 7.c fortæller:

"Især improvisationsøvelserne var sjove. Man viste slet ikke, hvad der kom næst, og hvad man skulle forvente. Det gad vi godt prøve igen".

Klassekammeraten Iris uddyber:

"Det sværeste var at holde øjenkontakt. Det kan god blive lidt akavet. Men jeg glæder mig til, at Tine kommer igen - det bliver fedt."

Selv om der er et par år til, at Iris, Mai og Rasmus skal op til deres afsluttende eksamen, mener de alligevel godt, at de allerede nu kan bruge det, de har lært.

For eksempel mener de, at øjenkontakt og tydelig tale også er vigtigt, når de skal lave præsentationer foran klassen.

Udfordrende men sjovt

René Grandt, der er klasselærer for 7.b på Søren Kanne Skolen, fortæller:

"Hver gang vi har de her speak up-forløb, er det godt. For eleverne er det på én og samme gang udfordrende og sjovt. Underviseren er levende og små-skør på den gode måde. Eleverne synes, det er fedt, at hun tør at stille sig frem. Det er nogle vigtige kompetencer, eleverne får, og de oplever, at det ikke er farligt at tale op".

7.b har gennemgået hele Speak Up-forløbet, der strækker sig over to dage. Klassen har valgt at tage nogle af forløbets øvelser til sig og bruger dem som en del af skoledagen.

Samarbejde med Randers Teater

Forløbet gennemføres i samarbejde med Randers Teater. Om forløbet fortæller Tine Eibye:

"Med afsæt i skuespillerens værktøj, styrker vi elevernes evner til at tale højt og tydeligt og være opmærksomme lyttere og fortællere. Desuden laver vi mange improvisationsøvelser, så de unge træner og styrker deres tilgang til ideer og den kommunikation, som de møder til en eksamen, men også i deres dagligdag i klassen".

Siden 2020 er alle 7. klasser og 9. klasser i Norddjurs Kommune blevet tilbudt Speak Up-forløb.

Forløbet er en del af den samarbejdsaftale Norddjurs Kommune har med Randers Teater. Aftalen indebærer blandt andet også, at kommunens folkeskoleelever flere gange i løbet af deres skoleforløb vil opleve professionelle teaterforestillinger ude på skolerne.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Zenia Strunck Mikkelsen
zstm@norddjurs.dk
Tlf. 21 77 36 33