Med fokus på fremtidens udfordringer på velfærdsområdet har Voksen- og Plejeudvalget før sommeren vurderet forskellige forslag - som en del af Velfærdsplanen. Denne plan indeholder løsninger til, hvordan kommunen bedst kan sikre og udvikle velfærden fremadrettet. Ét af forslagene var forslaget om at samle demensindsatsen, som netop er blevet vedtaget.
Fremtidens demensindsats i Norddjurs
Norddjurs Kommune har i dag i alt 21 faste specialiserede demensplejeboliger og 5 midlertidige demenspladser fordelt på Plejecenter Fuglsanggården og på Elmebo på Plejecenter Møllehjemmet. Disse boliger vil i fremtiden samles til ét tilbud på Plejecenter Glesborg. Desuden vil de specialiserede demensdagtilbud også flyttes hertil.
"Sammenlægningen har fået mange positive reaktioner i de indkomne høringssvar, herunder fra Ældrerådet, der også finder det fordelagtigt. Vi samler nu medarbejdernes specialiserede viden og kompetencer til ét stærkt fagligt tilbud til gavn for borgere med demens. Det vil give os bedre mulighed for at imødekomme deres behov og sikre en mere effektiv indsats. Dette er desuden i tråd med Velfærdsplanen, der handler om, hvordan vi omstiller os til at kunne indfri borgernes forventninger til velfærden i fremtiden," udtaler Mads Jensen, formand for Voksen- og Plejeudvalget.
Sammenlægningen forventes at blive gennemført over flere år og kræver ligeledes, at der findes finansiering i Budget 2025-2028, der vedtages til efteråret.
Den kommende proces
Som en del af sammenlægningen vil boligerne på Plejecenter Fuglsanggården blive lukket i løbet af en kommende årrække. "Når en ændring indebærer lukning af en kommunal bygning, er vi opmærksomme på at gå i dialog om mulige fremtidige anvendelser. Derfor er der allerede påbegyndt en proces med bl.a. eksterne aktører for at vurdere, hvordan bygningerne på Plejecenter Fuglsanggården bedst kan udnyttes fremadrettet. Her vil der naturligvis være fokus på byudvikling af det attraktive område i nærheden af plantagen," afslutter Mads Jensen, der ser frem til det videre arbejde.
Implementeringen af sammenlægningen skal ske via tæt samarbejde og god dialog: "I det videre arbejde vil vi sikre en grundig og inddragende proces, hvor både medarbejdere, borgere og pårørende får mulighed for at bidrage. Denne tilgang er afgørende for at skabe en løsning, der forsøger at imødekomme behov og forventninger, og er en vigtig del af arbejdet med at tilpasse os til den fremtidige velfærd i Norddjurs Kommune," udtaler Jytte Schmidt, næstformand i Voksen- og Plejeudvalget.
Sammenlægningen af demensindsatsen er blot ét af flere forslag, der er vedtaget på baggrund af Velfærdsplanen. På Socialområdet ønsker Voksen- og Plejeudvalget blandt andet at etablere flere midlertidige botilbud og tilpasse de fysiske rammer i bo- og aktivitetstilbuddene.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Mads Jensen, Formand i Voksen- og Plejeudvalget
mj@norddjurs.dk
23 83 21 40
Jytte Schmidt, Næstformand i Voksen- og Plejeudvalget
jys@norddjurs.dk
21 52 98 43