Det skal være let at søge puljemidler fra Kultur- og Fritidsudvalget. Derfor har udvalget nu samlet pengene sammen i færre puljer, som i denne uge åbner op og kan søges til projekter fra år 2024 og frem.
Tidligere år var pengene fordelt ud på mange forskellige puljer med mere end 10 forskellige ansøgningsmuligheder.
Den 11. oktober inviteres frivillige foreninger til informationsmøde om de nye puljer, hvor der også er oplæg fra en professionel pengeindsamler.
"Vi vil gerne gøre puljemidlerne mere gennemskuelige og have mindre bureaukrati i forbindelse med uddelingen," forklarer formand for Kultur- og Fritidsudvalget Allan Gjersbøl Jørgensen.
Da pengene var fordelt over mange puljer, var det flere gange svært at udmønte det fulde puljebudget, da der ofte var små klatbeløb tilbage i hver eneste pulje.
De nye puljer er opdelt, så den ene dækker kultur- og landdistriktsudvikling, og den anden dækker fritidsområdet. På den måde er forventningen, at flest muligt af puljemidlerne udmøntes.
Sammenlægningen skal også skabe større gennemsigtighed i puljerne og lette den administrative proces.
Puljerne er åbne for den første ansøgningsrunde fra nu og frem til 1. november. Eventuelt resterende midler vil blive uddelt ved to senere ansøgningsrunder.
Informationsaften med professionel pengeindsamler
Der er et stort perspektiv i at se og søge penge andre steder end hos kommunen. Derfor afholder kommunen onsdag den 11. oktober en samlet informationsaften om tilskudsmuligheder.
Aftenens trækplaster er den professionelle fundraiser Rasmus Munch, som vil dele ud af sine staldtips og komme med andre gode råd om at søge penge hos fonde.
"Vi vil gerne give de frivillige en ordentlig fiskestang, så de gode projekter kan få fonde på krogen. Desuden ønsker vi at klæde dem ordentligt på til at søge penge gennem de nye puljer," fortæller formand for Kultur- og Fritidsudvalget Allan Gjersbøl Jørgensen.
På informationsaftenen bliver de nye kultur- og fritidspuljer gennemgået, ligesom der er information om de EU-finansierede LAG-midler til landdistriktsudvikling, hvor en ny uddelings-strategi for de næste fire år netop er gået i gang. Til mødet serveres der aftensmad i to udgaver, både med og uden kød.
Fakta
Infomøde: Søg tilskud til dit kultur-, fritid- eller landdistriktsprojekt
11. oktober kl. 17-21, Stenvad Mosebrugscenter
Information om nye kultur- og fritidspuljer, LAG-midler samt oplæg om at søge fonde. Der serveres aftensmad både med og uden kød.
Deltagelse gratis, men tilmeld dig senest 6. oktober på www.oplevnorddjurs.dk.
For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:
Allan Gjersbøl Jørgensen, Formand Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune
Tlf.: 29 43 49 44
Mail: agj@norddjurs.dk