Initiativ fra 93-årig: Onlinerejser rundt i Europa

Publiceret 28-09-2023

I vinterhalvåret tilbyder Norddjurs Kommune alle borgere at rejse med oplysningsforbundet DEO på virtuelle, guidede pakkerejser til Europa.

Sæsonens første online rejse går til Bulgarien 25 oktober. Billede af den bulgarske by Nessebar 2 km syd for Sunny Beach. Foto Evan Novostro

25. oktober sætter sæsonens første rejse kurs mod Bulgarien; EU's fattigste land med en rig historie og en af Europas ældste hovedstæder. Du kan rejse med både hjemme fra stuen, fra Grenaa Bibliotek og fra forsamlingshuset i Øster Alling.

DEO's koncept med online rejser har været en tiltagende succes siden starten under corona-nedlukningerne. Grunden til at Norddjurs borgere nu også får mulighed for gratis at rejse med, skyldes den 93-årige Bent Mikkelsen.

En veninde havde haft nogle fantastiske oplevelser på internettet med rejser ud i Europa gennem DEO, og så tog Bent med på en online rejse til Madrid:

"Jeg blev så begejstret over de tre timer, at jeg efter hele seancen meldte mig til næste tur."

Sådan skrev den rejseglade pensionist dagen efter til Kultur- og Fritidsudvalget. I samme mail spurgte Bent Mikkelsen, om ikke der kunne findes penge til at alle borgere i Norddjurs kunne komme gratis med.

Det fandt udvalget, så derfor er der indgået en forsøgsaftale for vintersæsonen 23-24.

Spændende hverdag for dem, der har svært ved at komme ud

Selvom rejserne foregår bag en skærm, lægger konceptet vægt på, at man er afsted sammen som en social oplevelse.

Blandt andet ved at man kan stille spørgsmål til eksperter, græsrødder og lokale ildsjæle fra rejsemålet. Rejselederne fortæller om landenes historie og samfund, og der vises seværdigheder og høres om lokale forhold og kultur.

Flere af rejserne kan desuden opleves som fællesarrangement i Grenaa Bibliotek og Øster Alling forsamlingshus.

Rejserne er især tænkt til ældre borgere, socialt udsatte og andre, som kan have svært ved at komme ud. Da mange fra målgruppen ofte mangler de nødvendige digitale kompetencer, har projektet meget fokus på at hjælpe folk online med vejledninger, telefon support og testmulighed før hver rejse.

Faktaboks – Onlinerejser efteråret 2023

Hver onsdag kl. 14-17 kan borgere i Norddjurs Kommune gratis rejse med hjemme fra stuen. Flere af rejserne kan desuden opleves som gratis fællesarrangementer i enten Grenaa eller Øster Alling.

25/10 Bulgarien (Grenaa Bibliotek)
1/11 Nordmakedonien
8/11 Moldova
15/11 Tyskland (Øster Alling Forsamlingshus)
22/11 Polen (Øster Alling Forsamlingshus)
29/11 Tyrkiet
6/12 Georgien
13/12 Irland (Øster Alling Forsamlingshus)

Yderligere 8 rejser følger i foråret 2024.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Isaac Kenneth Donkor, Bibliotekar Grenaa Bibliotek, Norddjurs Kommune
ISKD@NORDDJURS.DK
89 59 27 48

Bent Mikkelsen, initiativtagende pensionist
40 36 42 25

Foto: Evan Novostro - Colourbox.