Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune, byrådet i Syddjurs Kommune, direktionerne fra de to kommuner og lokale virksomheder, uddannelser og organisationer var i dag samlet til en grøn udviklingskonference på Kysthotellet Djursland i Grenaa.
Førende eksperter inden for bæredygtighed, megatrends, demografi og omverdenens syn på os gjorde virksomheder, organisationer og politikere klogere.
Lokal vækst og grøn omstilling
Først holdt de to borgmestre oplæg, hvor de redegjorde for, hvordan lokalpolitikerne skaber muligheder for lokal vækst, tiltrækker arbejdskraft og arbejdspladser og skaber grøn omstilling via solenergi, vindenergi og biogas.
Frederik Læssøe Nielsen, seniorøkonom i Kraka Advisory, berettede om, hvordan kommuner kan sikre den grønne omstilling i det påkrævede tempo og med den nødvendige leveringssikkerhed.
Demografi-udfordring og branding
Bo Hammer, partner i Kraka Advisory, fortalte, at den demografiske udvikling kræver nye løsninger på kommunernes komplekse problemer, når der kommer flere ældre, mens arbejdsstyrken falder.
Peter Goll, administrerende direktør og partner i Schultz J & Goll, forklarede, hvordan kommuner kan brande sig skarpt og effektivt i forhold til bosætning og erhverv.
Hvad er Djurslands Udviklingsråd?
Djursland Udviklingsråd er et fælles strategisk forum for Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune. Politikere fra begge kommuner mødes med repræsentanter fra organisationer, uddannelser, turisme og erhvervsliv for at drøfte udvalgte strategiske temaer samt varetage Djurslands interesser i et nationalt og regionalt politisk perspektiv.