Med ham har rederiet fået en international sømand med stor faglig ballast og bred erfaring. Dog er lige netop Kattegat et nyt farvand for vestjyden.
For Anholtfærgens nye mand ved roret; Kim Korshøj er det nyt at sejle på de hjemlige breddegrader. Han har dog lagt mange sømil bag sig i udlandet, hvor han blandt andet har sejlet med nødhjælp på Congofloden i Afrika og forsyninger til Grønland. Det er med begejstring, at han påtager sig sit nye ansvar på Anholtfærgen:
”Det er jo en stor kontrast, når man har sejlet med containerskibe på 350 meter, men alt har sin charme. Jeg kan godt lide at sejle med passagerer, og glæder mig til at give alle en god og tryg overfart.”
Kim Korshøj kommer med de helt rigtige kvalifikationer i kraft af sin uddannelse som dual-officer, hvor man både kan arbejde som maskinmester og skibsfører. Iben Wan, der er overfartsleder på Anholt-Grenaa færgefart begrunder valget af den nye kaptajn således:
”Kim var det rigtige match, fordi han som dual-officer kommer med den vigtige dobbelte faglighed, men også med en god solid erfaring - selvfølgelig til søs og faktisk også på land. Det giver ham en indsigt, der gør, at han forstår mine opgaver bag skrivebordet."
Iben Wan refererer her til Kim Korshøj tidligere stilling som overfartsleder på færgen Kanalen ved Thyborøn. Her var opgaverne administrative og på land, og det har givet ham en vigtig viden om færgedrift generelt.
Kanalen, der sejler mellem Thyborøn og Agger på Limfjorden, er en hybridfærge, som Kim Korshøj var med til at sætte i drift. Derfor har han også et kendskab til grønnere færgetyper, han kan sætte i spil, hvis der i fremtiden skal laves grønne tiltag på Anholt-Grenaa Færgefart.
Kattegat overfor verdenshavene
Søfartskarrieren begyndte på klassisk facon for Kim Korshøj - nemlig på skoleskibet Georg Stage, og her fik han smag for at sejlads. Så efter fem år på land i hans seneste ansættelse i Thyborøn trak havet mere end skrivebordet, og netop derfor søgte han stillingen som Kaptajn på Anholtfærgen.
Kim Korshøj, der er kommet i gang med arbejdet, fortæller, at han nyder at være fast til søs igen - nu indenfor Danmarks grænser og på nogle meget kortere udmønstringer end tidligere. Vagtplanen byder typisk på 14 dage til søs og 14 dage fri derhjemme. Han uddyber således:
”Selvfølgelig savner jeg familien, når jeg sejler, men det er jo en del af jobbet og 14 dage er faktisk til at overkomme. Jeg har jo før været væk i månedsvis ude på oceanerne, hvor tiden nærmest gik i stå. På den måde, er der noget rigtigt godt i de rutiner som daglig færgefart giver én.”
Hjemmefronten bærer også præg af det internationale arbejdsliv og sejladserne langt væk fra Danmark, da Kim Korshøj er gift med argentinske Carina, han mødte på en udmønstring i sin tid. Parret har to teenagedøtre og har i en længere årrække boet i Argentina i Sydamerika. Familien er dog vendt hjem til Danmark for bestandig, og er i dag bosat på fødeegnen ved Struer til glæde for Kim Korshøjs bagland.
For mere information kontakt:
Kim Korshøj, Kaptajn Anholt-Grenaa færgefart
45 30 35 52 15
krk@anholtfergen.dk
Iben Wan, Overfartsleder Anholt-Grenaa færgefart
28 88 33 33
iben.wan@stenaline.com