Ildsjæle med fortryllende natur

Publiceret 18-03-2022

’Lydfortællinger fra Norddjurs’ er en podcastserie i fire afsnit, hvor den konservatorieuddannede Anna Oline med lækker lyd tager dig med på besøg hos en række mennesker, der alle har et særligt forhold til naturen.

Her ses et close-up af en blomst

De første tre afsnit kan allerede nu høres på din foretrukne podcast-app, og det sidste afsnit offentliggøres medio april.

Serien er tilrettelagt og produceret af Anna Oline Frieboe Laumark, der selv er opvokset på Djursland og ønsker at sætte lys på det opblomstrende kultur-og naturliv i lokalområdet.

Ambitionen er på længere sigt at sætte lys på flere landdistrikt områder rundt i Danmark og løbende samle et netværk af lokale ildsjæle, initiativer og projekter med fokus på menneskets forhold til naturen.

Projekter med passion, stærke værdier og visioner

Podcastserien besøger fire forskellige projekter i Norddjurs Kommune.

I første afsnit besøger lytteren The Garden Studio på Ansegaard - en fortryllende have, der er transformeret til en kunstscene og galleri.

Senere tages lytteren med på Claudes Planteskole – en økologisk planteskole med en særlig sans for planter, træer og poesi.

I afsnit tre møder man et ungt par, der er flyttet fra Storkøbenhavn til en gammel landejendom – Trustrupgaard. Her driver de passioneret biodynamisk landbrug med fokus på biodiversitet i jorden og maverne.

Slutteligt introduceres lytteren til en flok børn med røde, sunde kinder i Djursland Naturbørnehave. En lille nytænkende naturbørnehave, der præsenterer børnene for udelivet og grønne værdier.

Fælles for alle projekterne er, at de formidler og vidner om diversiteten i området i form af kunstnere, kultur-og naturaktører.

Inspirerende fortællinger

Podcastserien er lokalt forankret i Norddjurs, men har et bredere budskab, hvor mennesker og Jorden er bundet sammen i et usynligt net af fortællinger om det, der var før, det der er nu og det, der kommer efter.

”Vi har mere end nogensinde brug for at få øje på og fremelske de gode fortællinger om vores natur – den vi rummer og den, der er omkring os, og som vi er en del af. Projekterne demonstrerer på forskellige vis, hvordan naturen er et vilkår, essentiel og værdiskabende. Forhåbentlig det inspirerer, vækker en lyst, en drivkraft hos lytterne.” – Anna Oline Frieboe Laumark.

’Lydfortællinger fra Norddjurs’ er første podcastproduktion fra projektet ’Hørebilleder’ som også kan følges på Instagram: @hoerebilleder.

Anna Oline Frieboe Laumark står i spidsen for projektet, tilrettelægger og producerer med hjælp fra lyddesigner, Minna Forouzandeh og mix/mastering, Mikkel Larsen.

Serien er økonomisk støttet af Merkurfonden og Norddjurs Kommune.