Gå efter guldet

Publiceret 09-05-2022

Pulje til eliteidræt får flere penge.

Idrætsambitionerne i Norddjurs Kommune stiler mod de højeste skammelpladser, og kommunen har i år fordoblet beløbet i Elitepuljen til 200.000 kr. Hold og individuelle atleter, som satser på at konkurrere på øverste niveau, kan søge indtil 15. juni. Norddjurs Idrætsråd opfordrer alle med ambitioner om at søge.

Norddjurs Kommune støtter idrætslivet på alle niveauer, både bredde og elite. For når udøvere kæmper med om medaljer eller spiller i de bedste rækker, gavner det hele kommunen, forklarer Allan Gjersbøl Jørgensen fmd. for Kultur- og fritidsudvalget i Norddjurs Kommune:

"Hold og soloatleter, som kæmper med i toppen af sporten, giver os noget at være stolte af og viser omverdenen, at der sker noget i Norddjurs Kommune. Desuden giver det vores lokale børn og unge nogle ikoner de kan spejle sig i og finde inspiration hos, således Norddjurs også udvikler næste generations talenter. Derfor håber vi, at alle hold og individuelle atleter med ambitioner vil melde sig på banen og få hjælp til at nå næste niveau."

Hvad kan der søges penge til?

Både eliteudøvere, altså hold og individuelle atleter som konkurrerer på de to øverste niveauer i Danmark, og talenter/satsninger der konkurrer lige under kan søge pengene. Pengene fordeles af Kultur- og fritidsudvalget efter indstilling fra Norddjurs idrætsråd og forvaltningen.

Målet med midlerne er at understøtte udøverne i at konkurrere på øverste talent- og eliteniveau. Det kunne eksempelvis være:

  • Uddannelse af ledere og trænere
  • Instruktør og trænerlønninger
  • Materiale og udstyr
  • Midler til træningstider

Ansøgninger indsendes digitalt gennem skema fra kommunens hjemmeside.

Der er ansøgningsfrist 15. juni, og ansøgere kan forvente svar ultimo august.

Norddjurs Kommune har afsat 200.000 kr til at styrke eliteidrætten.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Allan Gjersbøl Jørgensen, fmd. Kultur- og fritidsudvalget i Norddjurs Kommune.
agj@norddjurs.dk
29 43 49 44

Ebbe Glargaard, fmd. Norddjurs Idrætsråd
ebbe@post1.tele.dk
20 22 18 92

Theis Kaas Pedersen, fritidskonsulent Norddjurs Kommune
THKP@NORDDJURS.DK
89 59 40 83 / 23 47 02 64