Stor succes med job til ukrainere - særligt i Norddjurs

Publiceret 12-08-2022

Et halvt år efter Rusland invaderede Ukraine er de fordrevne ukrainere godt i gang med at skabe en normal tilværelse og få et arbejde.

I Norddjurs går det ekstra godt, ved udgangen af juli var 42% således i arbejde.

Beskæftigelsen blandt de fordrevne ukrainere ligger i Norddjurs på et noget højere niveau end i resten af Danmark.

I denne uge udsendte beskæftigelsesministeriet en opgørelse med tal fra juni, som viser at ukrainere i Norddjurs har væsentligt større sandsynlighed for at være i arbejde, sammenlignet med resten af Østjylland og Danmark.

Således lå beskæftigelsen for fordrevne ukrainere ultimo juni på 30% i Norddjurs, 23% i hele Danmark, og 20% i Østjylland.

Karoline Bergkvist Søgaard, fmd. Arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune udtaler:

”Tallene viser, hvad vi kan her i Norddjurs. Virksomhederne og borgerne i Norddjurs samt ukrainerne har sammen fundet ud af at springe over sprogbarrieren, hvor den er lavest, og kommunens ansatte samt borgere har gjort en stor indsats for at få det praktiske på plads. Ud over at skaffe jobs har det handlet om at bosætte sig, tage godt imod og få undervisning i dansk. Nu venter der et arbejde i at fastholde dem med sæsonarbejde, og få endnu flere af de fordrevne i arbejde. Det ved jeg vi kan lykkes med. For virksomhederne har generelt en social ansvarlig indstilling om, at problemer er udfordringer, og det er noget vi løser. Ukrainerne viser et stort drive for at komme i arbejde, og vores dygtige medarbejdere på jobcentret arbejder ihærdigt på at skabe nye match, bl.a. med en planlagt jobmesse for ukrainerne d. 22. august.”

God arbejdskraft

På Kysthotellet Djursland er der mange værelser, som skal gøres rent. Tre af rengøringsassistenterne er fordrevne ukrainere ansat på deltid gennem firmaet Jydsk Miljø Rengøring. Det er der stor tilfredshed med, fortæller driftsleder Irene Schmidt Beier, som kommer med en klar opfordring til andre virksomheder:

”Ukrainerne virker meget pligtopfyldende, de gider godt arbejde. Sørg for, at de går sammen med en anden medarbejder, så der er nogen, de kan støtte sig op ad, og find en måde at kommunikere på. Og brug tilbuddet om virksomhedspraktik gennem jobcentret. Så man er sikker på, at der er tid til en ordentlig oplæring, og så er du også sikker på, at det er et godt match.”

Hilding Hviid fra Gjerrild Kro har også ansat tre ukrainere, og supplerer:

”Ukrainerne er både flittige og mødestabile.”

Den sproglige udfordring er de kommet mindeligt omkring, forklarer kroejeren:

”Det har hjulpet, at den første, vi ansatte, har en datter ansat i landbruget, og hun har gået lang tid på sprogskole. Datteren snakker fint dansk, så hun kunne hjælpe med at komme i gang. Vi havde tilknyttet tolk ved opstart af de to næste – og er der i dag noget, så har vi taget telefonen og ringet til tolken og taget det den vej rundt.”

Status ultimo juli i Norddjurs:

  • 59 ud af 139 fordrevne ukrainere i den erhvervsaktive alder er i beskæftigelse, dvs. 42% fordrevne er i arbejde et halvt år efter invasionen begyndte

  • Ansættelse er mest indenfor brancherne restaurant/cafe/camping, gartneri og landbrug og rengøring

Norddjurs Kommune afholder jobmesse mellem ukrainere og virksomheder den 22. august.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Peter Mohlin Kring, Kommunikationskonsulent Norddjurs Kommune
petk@norddjurs.dk
Tlf.: 23 45 34 86

Karoline Bergkvist Søgaard, fmd. Arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune,
karos@norddjurs.dk
Tlf.: 51 51 75 71