Virksomhedscase: Akademikere gør os klar til grøn omstilling

Therese Rasmussen, Udviklingschef VAM A/S - foto Peter Mohlin Kring

Akademikere har hjulpet VAM A/S med CO2-beregninger og CSRD-rapportering, så entreprenøren er klar til de nye 2024-regler og kundernes fremtidige krav

Akademikere gør entreprenør klar til CO2 beregninger og grøn omstilling

Den grønne omstilling medfører en række nye krav fra både kunderne og lovgiverne. Det oplever entreprenørvirksomheden VAM fra Vester Alling også. Men de er godt i gang med at forberede sig på de nye CO2 beregninger og CSRD-rapporteringen, som bliver et lovkrav fra 2024. Den seneste tid har de gennem en støtteordning fået hjælp af to akademikere til at systematisere arbejdet med CO2-målinger i virksomhedens processer:

”Det har været et kæmpe løft at få to akademikere ud, som på blot 4 uger har hjulpet os rigtig langt med vores CO2-arbejde,” fortæller Therese Rasmussen, Udviklingschef i VAM A/S.

Måske virksomheden faktisk har brug for en som har læst historie eller medievidenskab?

For at følge med udviklingen og kundernes krav kommer mange produktionsvirksomheder og servicevirksomheder på sigt til at lave grønne regnskaber. Det kræver at hver enkelt virksomhed indhenter meget data fra deres leverandørkæde. Til den opgave vil mange som det første tænke på en regnskabsuddannet medarbejder, men udviklingschefen anbefaler, at virksomhederne tænker bredere:

”Opgaven kræver, at medarbejdere kan analysere de byggesten og arbejdsgange, som virksomheden står på og hvilke der skal måles på.” Og hun forklarer videre: ”Det kan du også sætte en historiker til at gøre, for de har styr på systematikken med at gå i dybden med komplekse detaljer, analysere, kategorisere og finde ud af præcis, hvad der er brug for.”

Kan det betale sig?

Det er klart at en medarbejder i produktionen skaber en mere direkte værdi når det kommer til at levere det fysiske produkt til kunden, imens det umiddelbart kan virke sværere at se, hvornår en akademisk kollega har tjent sin løn ind. Udviklingschefen i VAM A/S håber dog, at flere virksomheder vil se potentialet i at hyre akademisk arbejdskraft. På den måde kan de komme på forkant med kundernes krav og sikre omstillingsparathed og konkurrencekraft, forklarer hun. VAM A/S har haft akademikere ansat i administrationen i snart 10 år. De holder målrettet øje med, hvad det er kunderne har brug for, om entreprenøren selv tilbyder det rigtige, og holder udviklingen og kommunikationen kørende. De opgaver kan ikke altid ses på bundlinjen, men de bidrager i høj grad til at VAM A/S er i udvikling og er synlige i branchen, pointerer Therese Rasmussen:

”Alle virksomhedsejere sidder med opgaver de altid parkerer på grund af salgsmøder og travlhed i produktionen. Men det er vigtigt at sikre kundetilfredshed, sikre processen for grøn omstilling, sikre at man som virksomhed følger udviklingen i branchen og sikre at man fremstår godt på messer og meget andet,” fortæller hun afslutningsvist.

Flere støtteordninger og messe i Pavillonen 30. marts

Der findes flere forskellige ordninger, som kan hjælpe virksomheder med tilskud til at hyre en akademiker. Norddjurs Kommunes erhverv- og virksomhedskonsulenter har overblikket over mulighederne og tilbyder alle virksomheder individuel sparring om relevante ordninger. Aarhus Universitet og Norddjurs Kommune afholder desuden en akademikermesse for alle interesserede virksomheder i Grenaa den 30. marts.

Læs mere om messen og tilmelding her