Link til ansøgningsformular om § 3-dispensation
Naturbeskyttelsesloven
Følgende naturtyper er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 af:
- Ferske enge
- Heder
- Moser og lignende
- Overdrev
- Strandenge og strandsumpe
- Vandhuller
- Visse søer og vandløb
Helt konkret betyder beskyttelsen, at man skal søge kommunen om dispensation, hvis man ønsker at lave noget, der ændrer et beskyttet naturområde.
Naturbeskyttelsesloven er, hvad man kalder en forbudsbestemmelse. Derfor gives der normalt kun tilladelse til indgreb, hvis indgrebet er af naturmæssigt underordnet betydning, eller hvis indgrebet medfører en forbedring af naturindholdet i området.
Du har også mulighed for at få efterprøvet, om et konkret område er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 ved at kontakte Norddjurs Kommunes Natur-team (se nedenfor).
Sagsgang
Ønsker du at søge dispensation fra naturbeskyttelsesloven, kan du indsende ansøgningen på én af tre måder:
- Udfylde online-formularen. Nødvendige informationer fremgår af formularen.
- Sende en mail med nødvendige informationer til natur@norddjurs.dk (se nedenfor)
- Sende pr. post de nødvendige informationer til Natur, Byg og Miljø, Torvet 3, 8500 Grenaa.
Nødvendige informationer
- Beskriv dit projekt,
- Skriv din begrundelse for, hvorfor du gerne vil lave dit projekt i et naturområde.
- Vis på en skitse eller et kort projektets beliggenhed.
- Oplyse matrikeloplysninger for området, hvor du ansøger om aktivitet.
På Norddjurs Kommunes Web-kort kan du se matrikeloplysninger, natur (Danmarks Arealinformation) og meget mere. Desuden kan du udskrive et kort, du kan vedlægge som kortmateriale. Der er ligeledes mulighed for at tegne i kortet.
De fleste sager indledes med, at en medarbejder fra kommunen besigtiger din ejendom. Tilsynet sker oftest sammen med ansøger. Herefter vil kommunen sende en såkaldt "foreløbig vurdering" til dig. Du har herefter 2 - 3 uger til at komme med dine kommentarer, hvorefter kommunen træffer den endelige afgørelse. Som udgangspunkt sender kommunen disse dokumenter via e-boks.
Samtidig med, at du modtager afgørelsen, sendes den i kopi til forskellige høringsberettigede parter (typisk landsdækkende naturorganisationer).
Dispensationen må ikke udnyttes før klagefristens udløb.
Ved lejlighed vil en af kontorets medarbejdere følge op på, om du har opfyldt de eventuelle betingelser, der er stillet til projektet. Er dette ikke tilfældet, vil kommunen kontakte dig, så du kan sørge for, at uoverensstemmelserne bringes i orden.
Klager ved afgørelser om dispensation
Når du har modtaget en afgørelse efter naturbeskyttelsesloven, kan den påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet indtil 4 uger efter, at du har modtaget den. Den præcise dato for udløb af klagefristen vil fremgå af afgørelsen.
Udover dig, kan afgørelser om dispensation påklages af relevante offentlige myndigheder, det vil sige Miljøstyrelsen og Slots- og Kulturstyrelsen. Endelig kan den påklages af lokale foreninger og organisationer, som har væsentlig interesse i afgørelsen, og landsdækkende foreninger og organisationer, som har beskyttelse af natur og miljø eller rekreative interesser som formål. Det er f.eks. Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og lignende.
En eventuel klage over afgørelser skal udfyldes via Nævnenes Hus.
Via dette system vil du ligeledes straks få besked, hvis der modtages klage over din afgørelse fra andre høringsparter. I tilfælde af klage må dispensationen ikke udnyttes, før sagen er afgjort af Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre nævnet bestemmer andet.
Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal det ske inden 6 måneder efter modtagelsen af afgørelsen.