Fagligt fundament

Kvalitet, faglighed og menneskesyn

Der arbejdes ud fra høje standarder omkring kvalitet, faglighed og menneskesyn.

Der arbejdes altid ud fra servicelovens § 1

Stk 1. Formålet med denne lov er

1) at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer,

2) at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte, og

3) at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Stk 2. Formålet med hjælpen efter denne lov er at fremme den enkeltes mulighed for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at lette den daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.

Stk 3. Hjælpen efter denne lov bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie og på den enkeltes ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det omfang det er muligt for den enkelte. Hjælpen tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Afgørelse efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.

Afdelingsledelsen sætter rammen i forhold fokus på menneskesyn og øget specialisering, herunder faglighed og samarbejde:

Kerneopgaven

Kerneopgaven

Vores kerneopgave og målet for vores arbejde er at respektere og styrke selvbestemmelse og øge og bevare selvhjulpenhed på en meningsfuld og motiverende måde.

Norddjurs Kommunes værdier: Fællesskab, ordentlighed, udvikling og tillid. Dertil værdsætter vi: Selvbestemmelse, værdighed, integritet og sårbarhed.

Vores handicapforståelse: Et handicap opstår, når der er misforhold mellem personens forudsætninger og omgivelserne. Vores opgave er at kompensere, lære og støtte borgerens udvikling bedst muligt.

Faglige tilgange og metoder

Vores overordnede tilgang er den neuropædagogiske.

Med udgangspunkt i viden om neuropsykologi (Hvordan påvirker hjernefunktion den enkeltes adfærd og tænkning) fremmer vi borgerens resurser og kompenserer for funktionsnedsættelser for at give den bedste mulighed for trivsel og udvikling.

Vi har fokus på anerkendelse og værdsættelse, med det formål, at den enkelte motiveres til forandring og udvikling.

Vi lægger vægt på at inddrage borgeren mest muligt som ekspert i eget liv, for at modvirke magtesløshed og udvikle selvstændighed. (Empowerment)

Vi ønsker at fremme borgerens recovery, så den enkelte har et godt liv, trives og lever med de funktions-begrænsninger, der måtte være.

Vi har fokus på at anvende alle tilgængelige kommunikationsformer, for at tilstræbe at den enkelte forstår og bliver forstået.

Konkrete metoder kan blandt andet være IKT (informations- og kommunikationsteknologi) og ASK (Alternativ supplerende kommunikation ex foto, tegninger, Tegn Til Tale, ord, lyde m.m.

Kerneopgaven fungerer som vores overordnede mål, mens faglighederne, tilgangene (og de faglige teorier) bliver midlet

Af metoder vi benytter kan nævnes:

LA2, som er en samtale og refleksionsmetode til i samarbejde og dialog med borgeren, at forebygge og håndtere udfordrende adfærd og forebygge mistrivsel.

Low Arousal kaldes også Afstemt Pædagogik. Grundtanken her er, at pædagogen med egen adfærd, kan støtte borgeren til ro og trivsel.

Teacch er en metode hvor der indtænkes struktur i fysisk indretning af lokaler (Ex Aktivitetscenter) og personaleadfærd med henblik på at støtte borgeren mest muligt enkelt og forudsigeligt, for at fremme tryghed og trivsel og give mulighed for læring.

Kontakt Ø er en metode, der giver borgeren et eller flere faste holdepunkter i sin hverdag. Kontakt-øen har fast struktur, med indledning, samvær og afslutning, og tilbydes på samme tid og samme sted på et givet tidspunkt dagligt.

De 10 H’ er dækker over de 10 spørgeord: Hvad, Hvordan, Hvornår, Hvorfor, Hvor, Hvornår, Hvor meget, Hvor længe, Hvem, Hvad så.. - en struktur til sikring af konkretisering og præcisering af f. eks. Visuelle støttesystemer, så de besvarer de spørgsmål, borgeren med nedsat funktionsevne ikke kan stille.

Visuelle støttesystemer er oftest individuelt tilpasset hjælp til planlægning af opgaven, dagen, ugen etc. der tydeliggøres ved billeder, pictogrammer eller konkreter.

Sociale historier er korte fortællinger (evt understøttet af billeder) om konkrete daglige episoder, der kan støtte borgeren i, hvordan den pågældende kan håndtere en svær kontakt, tilbagevendende problemstilling, eller ex et indkøb.

KRAP er en metode, der bygger på kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende pædagogik. KRAP har en række redskaber, der kan hjælpe tilrettelæggelsen af den pædagogiske indsats. En del af disse redskaber undervises personalet i på vores interne kursus.

KAT -Kassen – Kognitiv, Affektiv Træning. Det er et samtaleredskab, der kan bruges til samtale om tanker og følelser, hjælpe borgeren med at få styr på hvad der fylder og give udtryk for det.

Kerneopgaven

Kontakt

Tine Ditlevsen
Afdelingsleder
Område Auning og Allingåbro